23-årig mand fra Brabrand mistænkt for bevidst færdselsuheld på Åby Ringvej

dato

Søndag morgen modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld, der fandt sted omkring kl. 07.12 på Åby Ringvej i krydset ved Edwin Rahrs Vej. En mandlig bilist foretog en u-vending og kørte med høj fart i modsatte kørselsretning, hvilket resulterede i et frontalt sammenstød med en anden bilist. Det formodes, at det frontale sammenstød var en bevidst handling.

Efter sammenstødet flygtede den mandlige bilist fra stedet. Personerne i den anden bil blev tilset i en ambulance, men ingen var umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Østjyllands Politi kender identiteten på den formodede flugtbilist, som er en 23-årig mand fra Brabrand. Politiet har været i telefonisk kontakt med manden, der kan se frem til en anholdelse og flere sigtelser. Han er pt. søgt af politiet.

Det anvendte køretøj er blevet beslaglagt af politiet med henblik på senere konfiskation i henhold til bestemmelserne om vanvidskørsel. Ejeren af bilen, en 21-årig mand, er blevet gjort bekendt med beslaglæggelsen og er blevet sigtet for at have undladt at oplyse politiet om, hvem der førte bilen.

Der er pt. ikke yderligere kommentarer til sagen af hensyn til den fortsatte efterforskning.

Kilde: Østjyllands Politi