Aarhus opretter fem nye botilbud med flere pladser og øget støtte til borgere med særlige behov

dato

Fem nye botilbud etableres i Aarhus Kommune for at sikre flere pladser og styrket specialiseret støtte til aarhusianere med særlige behov.

Byrådet i Aarhus har onsdag bakket op om etableringen af fem nye botilbud til borgere med behov for særlige rammer og støtte i hverdagen. Baggrunden er et stigende behov for pladser, hvilket betyder, at flere kan få mulighed for at bo tæt på familie og i kendte rammer i Aarhus.

Fire af de nye tilbud henvender sig til borgere med autismespektrumforstyrrelser og andre funktionsudfordringer, mens det femte er indrettet til borgere med svære psykosociale udfordringer, for nogle kombineret med selvskade og rusmiddelafhængighed.

De nye botilbud skal skabe både flere pladser og mere specialiserede tilbud, hvor beboerne kan få den nødvendige støtte og faglighed i hverdagen. Ud over de 69 nye boliger etableres der 14 nye dagtilbudspladser i Vikingedalen i Højbjerg, hvor et dagtilbud allerede findes.

Den samlede anlægssum for de fem nye botilbud er 142,7 mio. kr., mens dagtilbudspladserne i Vikingedalen løber op i 8,7 mio. kr. Fire af botilbuddene opføres som nybyggeri, mens botilbuddet på Skejby Vænge etableres ved ombygning af eksisterende studieboliger. Det første botilbud forventes færdigt ultimo 2026, mens de øvrige forventes færdige i slutningen af 2027 eller starten af 2028.

Adresser og målgrupper for de nye botilbud:

  • P.O. Pedersens Vej: 18 boliger til borgere med svære psykosociale udfordringer, nogle med selvskade og rusmiddelafhængighed.
  • Skejby Vænge: 13 boliger til borgere med autismespektrumforstyrrelser og psykiatrisk lidelse.
  • Vikingedalen: 12 boliger til unge med autismespektrumforstyrrelser og udviklingshæmning samt 2 solistboliger til borgere med særligt behov for tæt støtte.
  • Graham Bells Vej: 12 boliger til borgere med autismespektrumforstyrrelser og funktionsudfordring.
  • Graham Bells Vej: 12 boliger til borgere med autismespektrumforstyrrelser og isolationsudfordring.

Botilbuddene tilpasses målgruppernes støttebehov, og placeringen sikrer adgang til offentlig transport, indkøb, lokalsamfund samt mulighed for skærmning, hvor det er relevant.

Målet i Aarhus Kommune er, at fire ud af fem borgere med behov for døgntilbud i 2035 kan tilbydes bolig i kommunens egne tilbud. I dag er selvforsyningsgraden på 62 procent.

https://aarhus.dk/nyt/sociale-forhold-og-beskaeftigelse/msb-2026/juni-2026/fem-nye-botilbud-paa-vej-i-aarhus

Kilde: Aarhus Kommune