Åbningen af Børnenes Havn markeres med en officiel indvielse fra kl. 11.00 til 11.45, hvor rådmand for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen er vært og holder en kort tale. Samtidig deltager omkring 100 indskolingselever fra Skødstrup Skole i en temadag om outdoor og friluftsliv. Her får de mulighed for at tage området i brug og opleve faciliteterne på nært hold.
Børnenes Havn er etableret som en del af udviklingen af Den Blå Foreningsø på Aarhus Lystbådehavns vestside langs Fiskerivej. Formålet er at skabe et attraktivt og varieret vandsportsmiljø, hvor foreninger, skoler, institutioner, familier og andre brugere kan mødes om aktiviteter ved vandet.
Projektet har blandt andet fået støtte fra Nordea-fonden, som har doneret én million kroner gennem puljen Naturens Mødesteder, mens Kultur og Borgerservice har bidraget med 800.000 kroner.
UNO Friluftscenter bliver desuden en central aktør i forhold til at få Børnenes Havn aktivt i brug. Herfra vil der løbende blive arrangeret aktiviteter for skoler og daginstitutioner, så faciliteterne kan bruges som ramme for undervisning, friluftsliv og fælles oplevelser.
Børnenes Havn inkluderer et fyrtårn, broer med mulighed for krabbefangst og krabbevæddeløb, et grønt aktivitetsareal, en formidlings- og udstyrspavillon, samt genbrug af kran og brolægning.
Den Blå Foreningsø udgør et cirka 7.000 m² stort område, der udvikles til et varieret vandsportsmiljø med foreningshuse og faciliteter til blandt andet SUP-paddleboard, sejlads og kajak samt aktiviteter målrettet børn fra 0-10 år.
Yderligere information kan fås ved at kontakte kommunikationskonsulent Matilde Hobolt Mortensen på 29653015.