Torsdag eftermiddag kl. 16.49 undersøgte betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje en adresse i Brabrand på mistanke om opbevaring af narko. Trods gentagne anmodninger blev døren ikke åbnet, selvom flere personer befandt sig på stedet. Betjentene måtte derfor selv lukke sig ind i lejligheden.
Med en kendelse fra retten foretog politiet en ransagning af stedet, hvor de fandt et par hundrede tusinde kroner i kontanter. Disse kontanter formodes at stamme fra salg af narko, og beløbet svarede til salg af flere hundrede gram kokain.
En 24-årig mand blev sigtet for salg af narko, og pengene blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.