Døgnrapporten i Brabrand: torsdag den 28. oktober

Profilbillede
dato

Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Den mobile politistation besøger Vejlby Vænge

Østjyllands Politis mobile politistation kører torsdag til Vejlby Vænge, hvor betjentene Rasmus og Erik vil stå klar fra ca. 15.00 til 17.00 til at få en snak med borgerne om, hvad der rører sig i området.

**

 

Opdatering på brand i Pindstrup

Røgen fra den brand, der fortsat brænder ved virksomheden Kronospan – Novopan Træindustri i Pindstrup på Djursland, er ikke giftig. Det viser flere målinger, der er foretaget både onsdag og torsdag.

Branden opstod i en stor bunke træflis tirsdag morgen, og siden har brandvæsnet arbejdet intenst på at slukke den. Torsdag formiddag er brandvæsnet fortsat i gang med en kontrolleret nedbrænding. Vurderingen er, at der vil være synlig røg i Pindstrup og omegn i flere dage endnu. 

Som situationen er lige nu, kan du som borger i Pindstrup som udgangspunkt frit bevæge dig rundt, som du plejer, og opholde dig i dit hjem. Det er dog en dårlig idé at opholde sig direkte i røgen udenfor i længere tid af gangen, da det generelt kan være sundhedsskadeligt at indånde meget røg.

Generer røgen dig, så søg indenfor og luk vinduer, døre og ventilation. Søg læge hvis du får det dårligt efter at have opholdt dig i røgen. Kontakt kun alarmcentralen ved sværere symptomer.

Branden forventes at vare længe endnu, og der vil også fremadrettet løbende blive foretaget målinger af røggasserne.

Såfremt situationen ændrer sig, eller borgerne skal forholde sig på anden vis, vil Østjyllands Politi melde det ud via bl.a. politi.dk og Twitter.

For spørgsmål om hvordan slukningsarbejdet skrider frem, henvises til Beredskab og Sikkerhed.

**

Modtog falsk MitID-sms

Onsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 53-årig kvinde fra Grenaa, der var mandag aften var blevet udsat for bedrageri i forbindelse med det nye MitID. Kvinden havde mandag kl. 23.40 modtaget en sms fra et telefonnummer, der stod registreret som MitID.

I sms’en var der et link, til en side, hvor kvinden blev bedt om at indsende et billede af sit nuværende NemID, hvilket hun havde gjort. Kvinden havde efterfølgende fundet ud af, at der var blevet trukket penge på hendes bankkonto.

Gode råd fra politiet

Politiet har desværre oplevet, at svindlere kontakter nogle borgere på sms, e-mail eller på telefonopkald og tilbyder ”hjælp” med overgangen fra NemID til MitID. ”Hjælpen” består ofte i, at de franarrer folk deres personlige oplysninger og bagefter ”hjælper” dem af med store beløb på bankkontoen.

Politiet advarer kraftigt mod at afgive personlige oplysninger via links man modtager i sms’er og på e-mails. Al kommunikation om MitID foregår udelukkende via e-Boks eller netbank. E-mails, opkald og sms’er om MitID er derfor ikke troværdige. Heller ikke selv om det ser ud som om, henvendelsen kommer fra banken eller Digitaliseringsstyrelsen.

Gode råd til at undgå at blive snydt i forbindelse med overgangen til MitID:

  • Afvent, at du bliver kontaktet af din bank, når det er blevet din tur til at overgå til MitID. Kontakten foregår kun via netbank eller e-Boks.
  • Ignorer e-mails, opkald eller sms’er om MitID.
  • Tag aldrig et billede af dit NemID-nøglekort og udlevér aldrig koderne til andre.
  • Ring til din bank, hvis du er i tvivl om en henvendelse angående MitID.

**

Dreng blev bange for mand i Sabro

En kvinde kontaktede onsdag kl. 18.22 politiet og fortalte, at hendes 10-årige søn havde været ude for en ubehagelig oplevelse i Sabro.

Drengen var kort tid forinden kommet hjem og fortalt, at han på en cykelsti lidt vest for Klubben i Sabro var blevet kontaktet af en fremmed mand. Manden havde ifølge drengen spurgt, om han ville med hjem og se hans hundehvalp og havde været virket insisterende. Den 10-årige dreng sagde nej og cyklede hjem til sin mor.

Manden kørte angiveligt i bil, men drengen har ikke kunnet give en nærmere beskrivelse af hverken mand eller bil. Politiet patruljerede i området efter anmeldelsen, men fandt ikke frem til manden.

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med manden for at høre, hvad hans hensigt var.

**

Tyveri af øl udviklede sig til røveri

Onsdag kl. 22.08 blev en ekspedient i 7-Eleven på Vesterbro Torv i Aarhus C udsat for et røveri. Den 27-årige ekspedient har forklaret til politiet, at han så en mand komme ind i butikken og gå direkte mod køleskabet med øl.

Manden tog herefter to sixpacks, som han puttede ned i en pose, han selv havde medbragt, hvorefter han gik direkte mod udgangen. Ekspedienten tog kontakt til manden og bad ham om at betale for øllene, men manden afviste, at han havde taget nogen øl.

Ekspedienten truede med at ringe til politiet, hvis manden ikke betalte, hvortil manden svarede, at det kunne han bare gøre. Ekspedienten fik sin kollega til at ringe efter politiet, mens han selv forsøgte at tilbageholde manden.

Manden blev dog mere aggressiv og begyndte at true ekspedienten verbalt, hvorefter han skubbede og slog ham i brystet. Ekspedienten måtte herefter opgive at tilbageholde manden, der løb ud af butikken med posen i hånden.

Kort efter ankom politiet til stedet og de blev peget i retning af gerningsmanden, der var løbet ad Vesterbrogade. Betjentene fik hurtigt øje på manden, der blev bedt om at stoppe, hvilket han dog ikke gjorde. Betjentene fik ham indhentet, og den 20-årige mand blev anholdt og sigtet for røveri.

**

Ung mand fundet i besiddelse af totenschlæger

Onsdag kl. 21.13 gik en patrulje rundt ved Fuglebakkevej i Aarhus V, da betjentene blev opmærksomme på en mand, der skyndte sig ind i en kældergang, da han så politiet. Betjentene fulgte med ned i kælderen, hvor de nåede at se tre personer, der skyndte sig at stikke af.

Betjentene satte efter, og det lykkedes dem at få fat i to af de tre personer – to drenge på 17 år. De blev begge visiteret, og i den forbindelse blev den ene fundet i besiddelse af en totenschlæger. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven. Herefter blev både den sigtedes far og de sociale myndigheder orienteret om sagen. Faren kom efterfølgende og hentede sin søn.

**

Vred ekskæreste råbte skældsord til betjente

Onsdag kl. 17.10 blev Østjyllands Politi kaldt ud til en opgang på Eckersbergsgade i Aarhus C, hvor en mand var gået ind i sin ekskærestes lejlighed, hvor han ikke var velkommen. Betjentene hjalp lejlighedens kvindelige beboer med få manden eskorteret ud, og han fik besked på, at han ikke skulle kontakte kvinden igen.

Den 22-årige mand protesterede dog voldsomt over bortvisningen og modsatte sig betjentenes forsøg på at eskortere ham væk fra stedet. I den forbindelse råbte han adskillige skældsord efter betjentene, og det endte derfor med, at han blev anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

**

Påvirket mand endte i detentionen

Onsdag kl. 18.38 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at mand var blevet set i besiddelse af en pose med noget hvidt pulver ved Bushøjvænget i Højbjerg. Da patruljen ankom til stedet, blev posen med det hvide pulver beslaglagt, og den 18-årige mand, der var tydeligt påvirket, blev sigtet for narkobesiddelse.

Betjentene forsøgte herefter at få kontakt til nogle pårørende, der kunne hente manden, idet de ikke vurderede, at han var i stand til at tage vare på sig selv. Undervejs blev manden mere irritabel og aggressiv over for betjentene, som han forsøgte at provokere med diverse hånende udtalelser om politiet.

Herefter henvendte manden sig direkte til den ene af betjentene og kom med diverse grimme udtalelser. Han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

**

Færdsel

Onsdag kl. 12.35 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Clausholmsvej i Randers SØ.

Onsdag kl. 15.28 skete der et færdselsuheld på Rougsøvej i Bode ved Ørsted. En 30-årig mandlig bilist kom kørende ad Rougsøvej og overså, at den forankørende trafik havde bremset op, hvorefter han kørte ind i en forankørende bil, der blev ført af en 56-årig kvinde. Kvinden blev kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 30-årige mand blev sigtet for ikke at holde tilstrækkelig afstand til forankørende.

Onsdag kl. 15.47 skete der et færdselsuheld i krydset Hejredalsvej/Sigridsvej i Brabrand. En 29-årig kvindelig bilist skulle dreje til venstre ind ad Sigridsvej, da hun overså en lastbil, ført af en 52-årig mand, der kom kørende ad Hejredalsvej i modsatte retning. Lastbilen kørte ind i den 29-åriges bil med materiel skade til følge. Der skete umiddelbart ingen personskade. Den 29-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Onsdag kl. 15.51 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Åbyhøj, hvor fire biler havnede i et harmonikasammenstød. Uheldet var sket, da en 35-årig mand i en varebil ikke havde nået at bremse, da trafikken var gået i stå, og derved havde påkørt en forankørende bil, der blev ført af en 28-årig kvinde. Hendes bil blev herefter skubbet frem i en bil, der blev ført af en 59-årig mand, der efterfølgende blev skubbet frem i en bil, der blev ført af en 47-årig mand. Harmonikasammenstødet medførte materiel skade, og den 28-årige kvinde blev tilset i en ambulance, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 35-årige mand, der var skyld i sammenstødet, blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende.

Onsdag kl. 15.55 skete der et færdselsuheld i krydset Åby Ringvej/Viborgvej i Aarhus V. En 93-årig mandlig bilist kom kørende ad Åby Ringvej og ville svinge til højre ad Viborgvej, da han overså en 57-årig kvinde, der kom kørende på knallert. Kvinden blev påkørt, men kom umiddelbart ikke til skade. Den 93-årige mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Onsdag kl. 16.24 skete der et færdselsuheld på Holmstrupgårdvej i Brabrand, da fire biler, ført af henholdsvis en 30-årig mand, en 54-årig mand, en 51-årig kvinde og en 37-årig mand, kørte sammen i et harmonikasammenstød. Der skete umiddelbart kun materiel skade.

Onsdag kl. 16.24 skete der et færdselsuheld i krydset Sabrovej/Viborgvej i Sabro. 40-årig kvindelig bilist kom kørende ad Viborgvej og skulle lige over i krydset ved Sabrovej, da hun blev påkørt af en bil, ført af en 28-årig kvinde, der kom kørende fra Sabrovej. Ingen af parterne var umiddelbart kommet noget til, men der var sket betydelig materiel skade. Den 28-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Onsdag kl. 18.01 blev en 34-årig mand sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Jægergårdsgade i Aarhus C. Da det var fjerde gang inden for tre år, at han blev taget i at køre bil på trods af, at han ikke har noget kørekort blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.

Natten til torsdag kl. 02.15 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Vesselbjergvej i Hadsten.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Vegavej i Hadsten begået mellem tirsdag den 26/10 kl. 11.00 og onsdag den 27/10 kl. 09.00
  • På Århusvej i Obdrup ved Trustrup begået onsdag den 27/10 mellem kl. 13.45 og kl. 15.10
  • På Egevangen i Solbjerg begået mellem lørdag den 23/10 kl. 20.00 og søndag den 24/10 kl. 07.00
  • På Teglvej i Randers NØ begået mellem onsdag den 13/10 kl. 21.00 og torsdag den 26/10 kl. 16.00
  • På Plutovej i Hadsten begået mellem lørdag den 23/10 kl. 11.30 og onsdag den 27/10 kl. 18.00
  • På Bronzealdervej i Hasle, Aarhus V begået onsdag den 27/10 mellem kl. 18.00 og kl. 20.45
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi