Erfaren personalejurist søges til central rolle i Teknik og Miljø i Aarhus kommune

dato

Vil du bruge din personalejuridiske erfaring dér, hvor den virkelig gør en forskel – tæt på ledelsen, i komplekse personalesager og med mulighed for at præge den personalejuridiske praksis og kompetenceopbygning i en stor og varieret organisation?

I Teknik og Miljø arbejder vi for at skabe bæredygtige rammer for livet i Aarhus. Vores strategi bygger på ordentlighed, mod og samarbejde – og på at være en attraktiv arbejdsplads med høj faglighed og trivsel. Det stiller krav til tydelig ledelse, klare rammer og en insisteren på et godt og involverende samarbejde med medarbejderne. Her har vi brug for dig.

Vi søger nemlig en erfaren personalejurist, der trives i rollen som juridisk sparringspartner for chefer og ledere i konkrete sager, og som samtidig har lyst til og erfaring med at bruge personalejura forebyggende og udviklende i organisationen.

Om stillingen
Som personalejurist hos os får du en spændende stilling og en central rolle med ansvar for at rådgive og sparre med direktion, chefer og ledere i komplekse og ofte følsomme personalesager. Du arbejder selvstændigt, tæt på beslutningerne og med et betydeligt ansvar og stor tillid til din faglighed og dømmekraft.

Stillingen har to ligeværdige ben: Det ene er direkte juridisk rådgivning i konkrete personalesager. Det andet er en udviklende rolle, hvor du bidrager til at opbygge kompetencer, styrke den fælles praksis og skabe gode rammer og redskaber for lederne på tværs af organisationen. Du skal derfor motiveres af begge dele – og af at have en stor berøringsflade ud i organisationen.

Du bliver ansat i en HR-afdeling med ca. 20 medarbejdere med forskellige kompetencer. I HR har vi to jurister, hvoraf du bliver den ene.

Dine primære opgaver
Rådgivning i enkeltsager

  • Selvstændig juridisk rådgivning, sparring og sagsbehandling i komplekse personalesager (sygefravær, tjenstlige samtaler, advarsler, afskedigelser, fratrædelsesaftaler mv.)
  • Dialog og forhandling med tillidsrepræsentanter og faglige organisationer
  • Fortolkning og anvendelse af overenskomster, aftaler og lovgivning
  • Behandling af anmodninger om aktindsigt i personalesager
Organisationsudvikling

  • Udvikling og vedligeholdelse af retningslinjer, vejledninger og skabeloner, der giver lederne et solidt og tilgængeligt fundament i personalejuridiske spørgsmål
  • Planlægning og gennemførelse af undervisning for ledere og HR-kolleger om relevante juridiske emner og ændringer i lovgivning og praksis
  • Bidrag til udvikling af personalepolitiske temaer og fælles praksis
  • Udarbejdelse af oplæg og notater til ledelse og direktion på det personalejuridiske område
Om dig
Vi forestiller os, at du:

  • Er uddannet jurist og har flere års solid erfaring med personalejura, gerne fra offentlig sektor eller en anden politisk ledet organisation
  • Har erfaring med rådgivning af ledere i personalesager samt kompetencer inden for forhandling og samarbejde med faglige organisationer
  • Har evne til at omsætte komplekse juridiske problemstillinger til praktisk anvendelige løsninger – herunder vejledninger, undervisning og strukturerede processer
  • Kan formidle juridiske vurderinger klart og tilgængeligt til ledere uden juridisk baggrund, mundtligt såvel som skriftligt
  • Har organisatorisk forståelse og blik for ledernes vilkår og handlemuligheder
Personligt lægger vi vægt på, at du:

  • Har naturlig autoritet og faglig gennemslagskraft
  • Er ordentlig, tydelig og konstruktiv – også når sagerne er svære
  • Tager initiativ og har lyst til at sætte dit præg på den personalejuridiske praksis i organisationen
  • Arbejder struktureret og kan prioritere i en travl hverdag
  • Bidrager positivt til samarbejdet og fællesskabet i HR
Om os
HR i Teknik og Miljø understøtter ca. 1.500 medarbejdere og 100 ledere. Vi arbejder tæt sammen og har et uformelt arbejdsmiljø med høj faglighed, plads til grin og stor respekt for hinandens roller.

HR er i gang med en udviklingsproces, hvor vi arbejder med ny teamstruktur, klarere roller og en mere proaktiv og forretningsnær tilgang til vores opgaveløsning. Du kommer derfor ind i en afdeling, hvor du har mulighed for at sætte præg på, hvordan vi i HR fremadrettet understøtter lederne og kerneopgaven i Teknik og Miljø bedst muligt.

Det er vigtigt, at du naturligt indgår i HR's fællesskab, hvor du sparrer med dine kollegaer og bidrager til at sikre arbejdsglæde og trivsel i hverdagen for dig og dine kollegaer.

Du får arbejdsplads på Karen Blixens Boulevard i Brabrand samt mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den relevante faglige organisation. Lønnen fastsættes efter forhandling med organisationen efter principperne om Ny Løn.

For den rette ansøger kan ansættelsen ske som specialkonsulent.

Forventet tiltrædelse er 1. oktober 2026. Arbejdssted: Teknik og Miljø, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand. Arbejdstid: 37 timer.

Vil du med på holdet?
Så klik på "Søg stillingen" for at udfylde og sende din ansøgning, CV og eksamensbevis senest søndag den 16. august 2026. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.

Ansættelsessamtaler gennemføres i 2 runder, og kandidater, som går videre til anden runde, skal løse en mindre opgave. Samtaler forventes afholdt den 20. august 2026
(1. runde) og 26. august 2026 (2. runde).

Vil du vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte HR-chef Helene Bækgaard på tlf. 2037 7107 eller helbae@aarhus.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Læs mere om Teknik og Miljø, hvad du kan forvente af rekrutteringsprocessen og vores generelle løn- og ansættelsesvilkår her Teknik og Miljø

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Teknik og Miljø, Byrum og Byliv, Aarhus Kommune, Karen Blixens Boulevard, 8220 Brabrand

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/5a8f7bb2-5524-46e6-94e7-ea9e01a32164

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler