Østjyllands Politi har beslaglagt to biler og foretaget anholdelser af foreløbigt tre personer i forbindelse med en episode, som fandt sted på Åby Ringvej i det vestlige Aarhus torsdag ved middagstid. Tre personer er i forbindelse med sagen blevet kørt med ambulance på skadestuen i behandlingskrævende tilstand af varierende grad.
Torsdag eftermiddag kl. 12.41 modtog Østjyllands Politi via telefon 112 en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld på Åby Ringvej i Brabrand, hvorefter flere patruljer straks blev sendt til stedet.
Ifølge anmeldelsen var færdselsuheldet opstået mellem to personbiler, og i forlængelse af uheldet var en person fra den ene af bilerne angiveligt steget ud, inden han efterfølgende var blevet påkørt af føreren i den anden bil.
I samme øjeblik modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået et slagsmål mellem nogle personer et par hundrede meter fra uheldsstedet - formentligt med relation til episoden omkring færdselsuheldet ikke langt derfra.
Slagsmål og flere anholdelser
Ved politiets ankomst til området blev Åby Ringvej afspærret i begge retninger, og Østjyllands Politi fik hurtigt kontakt til to af parterne i slagsmålet, som begge blev truffet med flere synlige skader. De to personer, begge mænd på henholdsvis 22 og 28 år blev begge anholdt for at sikre deres tilstedeværelse.
I forbindelse med anholdelsen af de to mænd, ankom en 16-årig ung mand til stedet med en sten i hånden, som han anvendte til at begå et overfald på den ene af de to anholdte. Den 16-årige blev derfor også anholdt, sigtet for vold, mens de to mænd fra slagsmålet blev kørt til hospitalet med ambulancer.
”Vi har siden anmeldelsestidspunktet arbejdet på højtryk med at få dannet os et overblik over, hvad der er foregået på stedet, og vi har fortsat mange forskellige hypoteser i spil og et større efterforskningsarbejde foran os,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.
Den 43-årige mand, som angiveligt blev påkørt, blev også kørt med ambulance til behandling på hospitalet. Hans tilstand er pt. ukendt.
Forudgående kendskab førte muligvis til sammenstød
Ifølge politiets umiddelbare formodning er der tale om et sammenstød mellem to grupper, som muligvis har haft et forudgående kendskab til hinanden, hvilket torsdag ved middagstid førte til sammenstødet mellem flere forskellige personer på Åby Ringvej i Brabrand.
Østjyllands Politi har i forbindelse med sagen beslaglagt to køretøjer, som er blevet indbragt til nærmere undersøgelser.
”Vi kan ikke udelukke, at der har været flere personer og køretøjer involveret, og vi kan derfor heller ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser og sigtelser i sagen. I den forbindelse hører vi også meget gerne fra vidner, som enten har set eller hørt noget med relation til episoden,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Vidner med oplysninger om sagen kan kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114. Politiet hører desuden meget gerne fra bilejere, der måtte have videoovervågning fra stedet omkring anmeldelsestidspunktet torsdag eftermiddag kl. 12.41.
Åby Ringvej var i løbet af torsdag eftermiddag afspærret i et par timer, mens politiet arbejdede på stedet og foretog sporsikring. Afspærringen blev ophævet i begge retninger omkring kl. 13.59, og episoden medførte en del trafikale gener i eftermiddagstrafikken.
Vidner, der måtte have overværet episoden og i den forbindelse kunne have brug for nogen at tale med den om, kan gratis rette henvendelse til Offerrådgivningen i Østjylland på telefonnummer 116 006. Det er muligt at være anonym, hvis man ønsker det.
Der er på nuværende tidspunkt ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt der fredag skal ske fremstillinger i sagen. Dette vil i så fald blive meldt ud fredag morgen via X, og Østjyllands Politi har torsdag eftermiddag ikke yderligere kommentarer til sagen.