En 26-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i at have begået uagtsomt manddrab mod to yngre kvinder, der i 2023 døde af forgiftning fra stoffer og piller efter at have opholdt sig i mandens lejlighed i Brabrand. Den 26-årige mand er ved byretten blevet idømt to og et halvt års fængsel.
Torsdag formiddag har Retten i Aarhus idømt en 26-årig mand to og et halvt års fængsel, da han er blevet kendt skyldig i under særligt skærpende at have begået uagtsomt manddrab mod to forskellige kvinder. Begge kvinder havde forinden deres død befundet sig i mandens lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand.
Episoderne fandt sted henholdsvis den 24. juli 2023 og den 3. september 2023, hvor kvinderne forud for deres død havde indtaget stærke euforiserende stoffer og piller, hvorved den nu 26-årige mand ifølge politiet og anklagemyndighedens vurdering havde hensat og efterladt dem i hjælpeløs tilstand.
Han var derfor ved Retten i Aarhus tiltalt for under særligt skærpende omstændigheder uagtsomt at have forvoldt de to kvinders død, ligesom han også var tiltalt for besiddelse, salg og forsøg på salg af narko. Han blev kendt skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet i sagen.
”Sagen er naturligvis dybt ulykkelig, da to unge kvinder har mistet livet. De to kvinder kommer desværre aldrig tilbage, men med dagens dom har de efterladte fået sat et foreløbigt punktum, da den tiltalte nu er blevet dømt for uagtsomt at have forvoldt begge kvindernes død, som han altså var strafferetligt ansvarlig for,” siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Han tilføjer:
”Fagligt og juridisk er jeg meget tilfreds med, at Retten i Aarhus var enig med anklagemyndighedens vurdering af sagen i forhold til, at den tiltalte var skyldig i at have begået uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og forsætlig fareforvoldelse på begge de to yngre kvinder,” siger han.
Døde af forgiftning fra narko og piller
Den ene af kvinderne fik hjertestop i lejligheden forud for den 24. juli 2023 kl. 16.54, inden hun blev indlagt på sygehuset og efterfølgende afgik ved døden som følge af en forgiftning fra de pågældende stoffer, som hun havde indtaget. Hun døde den 28. juli 2023.
Den anden kvinde døde ligeledes af forgiftning ved i lejligheden i Brabrand den 3. september 2023 forud for kl. 18.30 at have indtaget narko og piller i samvær med manden.
De to kvinder var henholdsvis 23 og 18 år gamle, da de døde, mens den nu dømte 26-årige mand var 24 år gammel, da dødsfaldene fandt sted.
Varetægtsfængslet i flere måneder
I forbindelse med den 18-årige kvindes død den 3. september 2023, blev den på daværende tidspunkt 24-årige mand anholdt, da der var flere mistænkelige omstændigheder omkring dødsfaldene.
Politiet modtog en anmeldelse om dødsfaldet i september 2023 via telefonnummer 112, og da det ikke kunne udelukkes, at der lå en forbrydelse bag den 18-årige kvindes død – og at der var flere sammenfald med den 23-årige kvindes ligneende dødsfald fra juli 2023 – blev den nu dømte gerningsmand i første omgang sigtet for at have begået to manddrab.
Dagen efter blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og efterfølgende varetægtsfængslet i sagen.
Blev løsladt undervejs i efterforskningen
Da det undervejs i efterforskningen af de to dødsfald ifølge Anklagemyndighedens vurdering ikke kunne bevises uden for enhver rimelig tvivl, at den sigtede var skyldig i at have begået drab, valgte Anklagemyndigheden i november 2024 at droppe sigtelserne for manddrab og i stedet rejse tiltale for uagtsomt manddrab i sagerne om de to kvinders død.
Østjyllands Politi vurderede i samme forbindelse, at der ikke længere var behov for at opretholde varetægtsfængslingen af den tiltalte i sagen, og manden blev derfor løsladt efter nogle måneders efterforskning.
Ved Retten i Aarhus fik den 26-årige mand foruden sin fængselsstaf på to og et halvt år konfiskeret nogle tusinde kroner i kontakter, der formodes at stamme fra salg af narko, samt flere hundrede receptpligtige piller og omkring 100 gram hash.
Han blev desuden dømt for salg af narko og piller. Han nægtede sig skyldig.