Forsvarets Veterinærinspektør og stabsdyrlæge i Forsvarets Sanitetskommando (FSK)
Kunne du tænke dig en anderledes og spændende hverdag som Stabsdyrlæge og dermed Forsvarets Veterinærinspektør i Forsvarets Sanitetskommando. Vores nuværende chef går på pension og stillingen er dermed ledig pr. 1. marts 2026.
Om os Stillingen er som sektionsleder for Force Health Protection (FHP) og enheden indgår i Udviklingsafdelingen i Forsvarets Sanitetskommando (FSK) har ansvaret for den militær medicinske udvikling. Forsvaret er i stor forandring grundet den sikkerhedspolitiske situation. Dette påvirker også Udviklingsafdelingens opgaveportefølje, og vi ser ind i mulige forandringer. Visse opgaver ændrer sig ikke, og det er nogle af de opgaver sektionen tager sig af. FHP tager sig blandt andet af udvikling af vand- og fødevaresikkerhed, biosecurity og håndtering af
Forsvarets tjenestehunde inkl. Sirius patruljens slædehunde. De øvrige sektioner i Udviklingsafdelingen tager sig af udvikling af militær medicinske koncepter fx uddannelseskonceptet for sanitetsuddannelserne og brug af blod på Forsvarets kirurgiske faciliteter. Herudover opbygger vi sanitetskapaciteter i tæt samarbejde med bla. det operative miljø. I øjeblikket er Stabsdyrlægen som sektionsleder for FHP ”det faglige fyrtårn” indenfor det veterinære område.
Om stillingen Du vil som sektionsleder få ansvaret for en sektion med dyrlæger skal være med til at sikre udviklingen af Force Health Protection i et Forsvar, som er under hastig udvikling. Dine opgaver omfatter bl.a. at sikre det strategiske grundlag for Force Health Protection og veterinære aspekter i Forsvarets hold og brug af dyr (heste og tjenestehunde) samt forestå samarbejdet på området med civile sektoransvarlige myndigheder. Prioritere og indsætte sektionens ressourcer i synkronisering med afdelingens øvrige opgaveløsning. For at sikre udvikling indenfor området forventes det ligeledes at du skal deltage i nationale og internationale mødefora. Som stabsdyrlæge har du ligeledes ansvaret som Forsvarets Veterinærinspektør og dermed kontrolvirksomheden indenfor bl.a. fødevarehygiejne og sikkerhed indenfor Rigsfællesskabet og i Forsvarets missionsområder. Samtidig er du rådgive for Generallægen og øvrige chefer i Forsvaret på det veterinære og sygdomsforebyggende område.
Du vil være leder for en sektion, der varetager en meget bred portefølje med medarbejdere, der agerer på både strategisk, operativt og taktisk niveau.
Der skal forventes en rejseaktivitet på 4–8 uger årligt, såvel nationalt som internationalt.
Om dig Du har dansk autorisation som dyrlæge. Du har stærke analytiske kompetencer, et strategisk overblik og særdeles gode lederevner. Du er god til at skabe og vedholde gode relationer til alle niveauer.
Du har erfaring i ledelse og udvikling af akademikere. Vi forventer, at du har flere års erfaring som dyrlæge og godt kendskab til Forsvaret. Militær grunduddannelse kan gennemføres efter ansættelse.
Erfaring med sagsbehandling i en statslig organisation er ligeledes ønskeligt.
Du skal kunne håndtere pres, være nytænkende og formå at kommunikere klart og tydeligt, både skriftligt og mundtligt på såvel dansk som engelsk.
Ansættelsesvilkår Stillingen er en militær stilling som stabsdyrlæge af 2. grad med et ansættelsesområde, der omfatter Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Det daglige arbejdssted er ved FSK stab i Brabrand ved Aarhus.
Ansættelsen sker på individuel kontrakt. Lønnen forhandles individuelt efter kvalifikationer. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning .
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår.
Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til niveauet Nato Secret og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet. Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer. Du er eller kan erklæres egnet til internationale operationer, kan bestå Forsvarets fysiske basistest, og kan opfylde Forsvarets helbredskriterier for ”Eget uden begrænsninger”.
KONTAKT OG ANSØGNING Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Forsvarets
Veterinærinspektør, stabsdyrlæge Niels Kristian Nielsen på telefon 7281 8080 eller på mobil 2061 3184.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Charlotte Møller Nielsen på telefon 7281 9182.
Ansøgningsfristen er 30. januar 2026. Samtaler forventes afholdt i uge umiddelbart herefter. Ansættelsestidspunkt er 1. marts 2026 eller snarest derefter.
Helbredsvurdering og opfyldelsen af fysiske basiskrav planlægges gennemført i anden halvdel af februar 2026.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Ansøgningen stiles til Kongen. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
Om FSK I Forsvarets Sanitetskommando sikrer vi soldatens helbred. Vi er fagligt ansvarlige for - og varetager sundhedstjenesten i Forsvaret. Vi udvikler og rådgiver om militærmedicinske forhold, om militær fysisk træning og står for driften af infirmerierne og uddannelsescentrene Center for Militær Fysisk Træning og Center for Sanitets- og Sundhedsuddannelse. Desuden er vi ansvarlige for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om danske soldater i nationale og internationale operationer.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarets Sanitetskommando, Sødalsparken, 8220 Brabrand
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/845ea312-667b-4250-a4e8-ef5ce5066f5e