Ledende læge søges til opbygning af ny infirmeriafdeling i Forsvaret

dato

Forsvarets Sanitetskommando søger ledende læge til nyoprettet afdeling

Er du klar til at stå i spidsen for en nyoprettet afdeling, klar til at få det samlede ansvar for 15 infirmerier, har du et højt sundhedsfagligt niveau, kan du eksekvere, planlægge og styre processer i mål og til tiden – så er det måske dig, der kan blive chef for den nyoprettede infirmeriafdeling i Forsvarets Sanitetskommando.

Forsvaret er i vækst. Der kommer flere værnepligtige, og de skal deltage i den operative opgaveløsning og være værnepligtige i længere tid. Samtidigt er antallet af fastansatte også i vækst, og Forsvarets operative opgaveløsning udvikles og ændres løbende.

For at understøtte Forsvarets vækst øges antallet af infirmerier fra 5 til 15. Der er behov for at etablere en mere agil organisation for at kunne løse opgaven.

Forsvarets Sanitetskommando blev pr. 01. januar 2026 omorganiseret for bl.a. at skærpe fokus på de sundhedsfaglige ydelser til de værnepligtige. I forbindelse med denne omorganisering etableres en infirmeriafdeling, som får ansvaret for den samlede infirmeridrift og udvikling på området.


Om stillingen:

Chefen for Infirmeriafdelingen har det overordnede ansvar for at lede afdelingen og sikre opbygning samt implementering af en styrket infirmeristruktur i Forsvarets Sanitetskommando.

Afdelingen består af en mindre stab, fem underlagte hovedinfirmerier, flere mindre infirmerier/lægeklinikker og et logistikelement. På nuværende tidspunkt er der ca. 60 medarbejdere tilknyttet afdelingen, men inden for de næste år skal afdelingen vokse med yderligere ca. 50 medarbejdere.

Stillingen er nyoprettet, og opgaven for chefen bliver at sikre, at infirmerierne leverer militærmedicinsk støtte af høj faglig kvalitet til den enkelte soldat/værnepligtige og således bidrager til, at Forsvaret kan øge kampkraften.

Stillingen omfatter relevant sundhedsfaglig rådgivning til Generallægen og Forsvarets infirmerier, herunder klinisk og ledelsesmæssig sparring, udvikling af materielpakninger, budgetlægning, opfølgning mv.

Infirmeriafdelingen behandler klager over helbredsvurderinger, udarbejder og vedligeholder retningslinjer og standarder til infirmerierne, og sikrer optimal ressourceallokering og prioritering. Hertil kommer planlægning af uddannelse, kompetenceudvikling og certificering, gennemførelse af faglige temadage og understøttelse af udviklingen af specialkompetencer.

Det er chefens opgave at tilsikre indgåelse af overordnede aftaler med eksterne aktører, f.eks. det civile sundhedsvæsen med understøttelse af lokal implementering. Desuden skal chefen i samarbejde med sine kolleger koordinere udviklingsprojekter og faglige videndelingsfora samt sikre sundhedsfaglig støtte i relation til operative opgaver, udsendelser og vaccinationer.

Stillingen indebærer et ansvar for FSK logistikelement, der skal støtte hele FSK. Der vil desuden være opgaver omkring kvalificering af medicinbeholdninger, kommunikation og administration, koordination af sundheds-IT-systemer, udarbejdelse af data og ledelsesrapportering samt bidrag til drift, styring og strategisk udvikling af hele infirmeriområdet.


Om dig:

Du skal have speciallægeautorisation og en bred klinisk erfaring, gerne suppleret med konkret erfaring fra infirmeriarbejde. Speciallægeautorisation i Almen Medicin eller andre bredere medicinske specialer vil være en fordel. Det vil ligeledes være en fordel, hvis du også har kendskab til/erfaring med militærmedicin, og har gennemført militærlægeuddannelsen eller dele heraf.

Kendskab og forståelse for den almenmedicinske kerneydelse er en stor fordel i chefvirket, og det er afgørende, at du er orienteret mod at udvikle kerneydelsen i takt med udviklingen i det civile sundhedsvæsen, samtidig med at denne fastholdes i en militærmedicinsk kontekst.

Da du får ansvaret for at udvikle og implementere en vækst i antallet af infirmerier fra 5 til 15, ses det som en stor fordel, at du har en generel forståelse for Forsvarets opbygning, struktur og operative virke.

Du skal kunne omsætte din faglige og organisatoriske indsigt til effektiv ledelse af både militært og sundhedsfagligt personel og sikre sammenhængende processer og høj faglig kvalitet i opgaveløsningen på tværs af infirmerierne.

Endeligt forudsættes det, at du har ledelseserfaring, gerne erfaring med distanceledelse, og det er absolut en fordel, hvis du har veldokumenteret erfaring med projekt- og økonomistyring samt implementeringsresultater.

Dine kompetencer som læge vurderes på baggrund af De Syv Lægeroller, omsat til en militær kontekst:

  1. Medicinsk ekspert
    Kan vurdere og sikre faglig kvalitet i behandling af værnepligtige og helbredsvurderinger af det faste personel og skabe evidensbaserede retningslinjer i opgaveløsningen på infirmerierne.
  2. Kommunikator
    Kommunikerer klart med alt personel i Forsvaret og med samarbejdspartnere i det civile.
  3. Samarbejder
    Skaber, og vedligeholder, stærkt samarbejde på tværs i Forsvaret, mellem FSK-afdelinger og på tværs af infirmerierne.
  4. Leder/administrator
    Træfsikker beslutningstager. Erfaring med økonomistyring og struktureret prioritering. Kan implementere større ændringer på tværs af flere lokaliteter.
  5. Sundhedsfremmer
    Kendskab til kravene i den militære basisuddannelse, værnepligt og deres sundhedsmæssige konsekvenser.
  6. Akademiker
    Kan sikre generering og anvendelse af data, audits og kvalitetstal til at højne sundheden blandt personel.
  7. Professionel
    Høj integritet, ordentlighed og evne til at agere roligt i komplekse situationer. Opnå gensidig respekt mellem de forskellige faggrupper (civile, militære og sundhedsfaglige).
Løn og ansættelsesvilkår:

Stillingen er en militær stilling i Forsvarets Sanitetskommando med et ansættelsesområde, der omfatter Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Det daglige tjenestested vil primært være i Aarhus, men der vil forekomme tjenesterejser til afdelingens infirmerier på tværs af hele af Danmark.

Du vil blive ansat som Stabslæge af 1. grad. Ansættelsen sker på individuel kontrakt. Lønnen forhandles efter kvalifikationer og vil ligge på ca. kr. 900.000 kr. årligt. Hertil kommer et arbejdsgiverfinansieret pensionsbidrag.

Ansøgere, der i forvejen er ansat på tjenestemandsvilkår i Forsvaret, vil ved stillingsskifte inden for funktionsniveauet kunne bevare denne ansættelsesform i henhold til gældende løn- og ansættelsesvilkår for denne ansættelsesform.

Såfremt der er tale om et højere hovedfunktionsniveau, vil ansættelsen som hovedregel ske på individuel kontrakt. Den enkelte medarbejder kan dog efter Forsvarsministeriets konkrete og individuelle vurdering få mulighed for at bevare tjenestemandsansættelsen i henhold til gældende løn- og ansættelsesvilkår for denne ansættelsesform.

Ansættelsen er betinget af, at du kan opfylde Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger kan erklæres egnet uden begrænsninger til udsendelse i internationale operationer.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.


Kontakt og ansøgning:

Hvis stillingen har vakt din nysgerrighed, er du velkommen til at kontakte stabschefen for Forsvarets Sanitetskommando, Kommandør Jesper Heiner Lynge på telefon 72818002/FSK-STCH@mil.dk eller Generallæge Susanne Lausten på telefon 72818050/FSK-GLG@mil.dk

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Anja Baldorf på telefon 32665951.

Ansøgningsfristen er den 26. januar 2026.

Stillingen er til besættelse fra 1. marts 2026 eller snarest herefter.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Du er velkommen til at vedhæfte relevante bilag som CV og seneste FOKUS, men dette er ikke et krav. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes som pdf-filer.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand, hvorefter den lønmæssige indplacering vil ske i lønramme 38. Ansøgningen skal stiles til Hans Majestæt Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 38.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarets Sanitetskommando, Sødalsparken, 8220 Brabrand

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 26-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/8c4f9f08-b352-4e96-8935-a6ff7a612f63

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet