Nyt fra Brabrand i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 en 33-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for voldtægt begået søndag aften mod en 26-årig mand på et botilbud i Aarhus. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Kvik borger reagerede: Tre mænd anholdt 

En kvik borger reagerede hurtigt, da han natten til mandag kl. 3.15 hørte en rude blive knust og så tre mørkklædte mænd luske rundt ved et autoværksted på Søren Frichs Vej i Åbyhøj. Han kontaktede straks politiet, og ganske kort tid efter kom en patrulje til stedet. 

Patruljen traf tre mørkklædte mænd, der stod ved en bil, der holdt tæt på adressen. Mændene havde svært ved at forklare, hvad de lavede der midt om natten, og betjentene visiterede dem og ransagede bilen. I bilen lå et koben, og ud over en knust rude i autoværkstedet, var der også opbrudsmærker på en dør ind til værkstedet. 

Alle tre mænd, der er hhv. 20, 24 og 27 år, blev anholdt og sigtet for indbrud. 

Der blev ikke fundet nogle tyvekoster på mændene eller i bilen, og det er p.t. uvist, om der var stjålet noget fra værkstedet. 

**

 

Anholdt efter at have brugt stjålne dankort

En opmærksom medarbejder i Netto på Randersvej i Aarhus N fik søndag morgen kl. 8.15 mistanke til en 46-årig mand, da han skulle betale for nogle varer i butikken. Da manden ville betale med dankort, blev kortet afvist, og herefter tog han flere dankort frem og brugte et af dem til købe varerne. 

Mandens mistænkelige adfærd fik medarbejderen til at ringe til politiet, og lidt efter fik en patrulje fat på den 46-årige mand, som netop havde betalt for noget mad på McDonalds. 

Da den 46-årige så patruljen, skyndte han sig at putte to kreditkort i lommen. Dem fandt betjentene, da de visiterede ham, og da kortene tilhørte to kvinder, blev den 46-årige sigtet for bedrageri ved at have købt varer og mad med kortene. 

Det viste sig, at kreditkortene var blevet stjålet ved et indbrud i en bil natten til søndag i Aarhus, og den 46-årige blev derfor også sigtet for tyveri. 

Under visitationen af 46-årige fandt patruljen en syl i lommen, og det kastede en sigtelse for overtrædelse af våbenloven af sig. 

**

 

Sigtet for at køre med taxa uden at betale

En taxachauffør kontaktede tidligt mandag morgen kl. 5.05 politiet og fortalte, at han havde kørt en tur med en kunde i Aarhus, men da de nåede frem til destinationen i Aarhus V, var manden gået uden at betale. 

Taxameteret stod på lidt over 300 kroner, da de nåede frem til bestemmelsesstedet. Her meddelte manden ifølge chaufføren, at han skulle ind og hente nogle penge til betaling. Chaufføren bad ham om at lægge noget i pant, men det ignorerede manden, der i stedet skyndte sig ind i en lejlighed. 

Da han ikke kom ud igen, ringede chaufføren til politiet. En patrulje bankede lidt efter på ind til lejligheden, og en 33-årig mand åbnede for dem og erkendte med det samme, at han var gået fra taxa-regningen. Han havde ikke pengene til at betale chaufføren, fortalte han. 

Den 33-årige blev derfor anholdt og sigtet for ”bortfjernelse uden at betale”. 

**

 

Skabte utryghed på gaden og blev anholdt

En borger ringede søndag kl. 18.26 til politiet og fortalte, at en fremmed mand havde forsøgt at kravle ind i hans bil, mens han holdt på Kirkegade i Randers C. 

Ifølge anmelderen havde manden råbte nogle usammenhængende gloser og kastet snus i hovedet på ham. Herefter havde manden stukket overkroppen ind i bilen og hevet fat i anmelderens sele. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de fik fat i en 24-årig mand, som havde skabt en del utryghed i området, da han havde opført sig aggressivt og opfarende over for flere forbipasserende på gaden. 

Den 24-årige blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 23.10 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand. En 27-årig mand, der var passager i bilen, havde en mindre mængde hash på sig, som han blev sigtet for at besidde. 

Natten til mandag kl. 00.58 skete der et færdselsuheld på Tørvebryggen i Randers C. En 25-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 18-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 25-årige blev anholdt og sigtet for spritkørsel. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Blegevej i Odder begået søndag d. 26/6 kl. 4.57
På Blegevej i Odder begået mellem lørdag d. 25/6 kl. 15.00 og søndag d. 26/6 kl. 10.00
På Gudrunsvej i Brabrand begået mellem lørdag d. 25/6 kl. 22.30 og søndag d. 26/6 kl. 13.00
På Blegevej i Odder begået mellem fredag d. 24/6 kl. 12.00 og søndag d. 26/6 kl. 4.00
På Salonikivej i Hårup begået mellem søndag d. 19/6 kl. 14.00 og søndag d. 26/6 kl. 19.00
På Hovhedevej i Vissing begået mellem torsdag d. 23/6 kl. 14.00 og søndag d. 26/6 kl. 21.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi