Nyt fra Brabrand i politiets døgnrapport

Profilbillede

Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag. 

 

Smykketyv på løbehjul anholdt af patrulje

En opmærksom borger kontaktede søndag kl. 8.56 politiet, efter han havde set en mistænkelig mand, der kørte rundt på el-løbehjul i et område i Randers NØ. Manden på løbehjulet havde en pose i hånden og kørte flere gange ind i folks indkørsler og kiggede på husene. 

En patrulje kørte rundt i området og efter lidt tid, fik de på Per Knudsens Vej kontakt med en 48-årig mand, der gik rundt med et løbehjul. 

Den 48-årige forklarede, at han bare var ude at køre en tur, men betjentene fik mistanke til, at han ikke talte sandt, og de kiggede derfor i den pose, han kørte rundt med. Her lå der en skruetrækker, en lommelygte og nogle handsker, og under den efterfølgende visitation af den 48-årige, fandt betjentene nogle smykker. 

Nu erkendte den 48-årige, at han havde stjålet smykkerne hos en ældre dame på et bosted på Marienborgvej. Den 48-årige blev anholdt og sigtet for indbrud, og smykkerne blev leveret tilbage til den ældre dame, der ikke havde opdaget, at hun havde været udsat for tyveri. 

**

 

Sigtet for indbrud i restaurant

Alarmen i en restaurant på Jægergårdsgade i Aarhus gik søndag kl. 21.24, og på overvågningen kunne vagtselskabet se, at der gik en mand rundt inde på stedet. 

Det viste sig, at han havde brækket en dør op ind til stedet og havde stjålet nogle tusinde kroner i kontanter og nogle gavekort. Da politiet kom frem, var manden væk, men billederne fra overvågningen blev sendt rundt til patruljerne i området. 

Omkring 15 minutter efter anmeldelsen kunne en patrulje på Spanien så genkende manden. Han blev anholdt og sigtet for indbruddet, og under visitationen af ham, fandt betjentene de stjålne penge og gavekort. 

**

 

Patrulje opdagede tyve på genbrugsplads

En patrulje fra Østjyllands Politi fik søndag aften kl. 23.30 øje på tre mænd i en bil, der kom kørende ud fra vejen ind til en genbrugsplads på Birkegårdsvej i Hasselager. 

Da betjentene tog kontakt til mændene og kiggede ind i bilen, kunne de se nogle kasser med kobberledninger og noget elektronik, og mændene erkendte hurtigt, at de havde stjålet ting fra genbrugspladsen. 
De tre mænd, der er hhv. 39, 46, og 57 år, blev derfor anholdt og sigtet for tyveri, og tingene blev leveret tilbage til genbrugspladsen. 
 
**

 

Ung cyklist havde stoffer i rygsækken

En patrulje fik natten til mandag kl. 00.40 mistanke til en 18-årig mand, der cyklede rundt på Brødregade i Randers C med en taske på ryggen. Den unge mand virkede meget nervøs, da politiet tog kontakt til ham, og da betjentene fik mistanke til, at han havde stoffer på sig, blev han sigtet og visiteret. 

I tasken lå der noget hash, nogle ulovlige piller, en del salgsposer og en digitalvægt. 

På baggrund af fundene blev den 18-årige anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 16.42 skete der et færdselsuheld på Gammel Horsensvej i Solbjerg. En 20-årig mandlig motorcyklist kørte op bag i en bil ført af en 26-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Søndag kl. 18.57 skete der et færdselsuheld på Herningmotorvejen ved Harlev. En bilist ramte ind i en bil ført af en 53-årig mand, hvorefter han ramte ind i et autoværn og kørte ud i rabatten. Den 53-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den anden bilist gik efterfølgende fra stedet til fods uden at give sig til kende. Politiet fandt lidt efter frem til en 33-årig mand, som blev sigtet for at have forårsaget færdselsuheldet og for at have kørt uden førerret. En 33-årig kvinde blev sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort. 

Søndag kl. 19.18 blev en 58-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Framlev Korsvej i Harlev. 

Natten til mandag kl. 1.45 blev en 41-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Guldsmedgade i Aarhus C. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Druevej i Randers NV begået mellem lørdag d. 24/9 kl. 18.00 og søndag d. 25/9 kl. 9.00
På J.F.Willumsens Vej i Højbjerg begået mellem fredag d. 23/9 kl. 12.00 og søndag d. 25/9 kl. 15.00
På Voldbækvej i Brabrand begået mellem fredag d. 23/9 kl. 17.00 og søndag d. 25/9 kl. 16.00
 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi