Nyt fra Brabrand i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Aggressiv mand ville slås

En patrulje kørte natten til torsdag kl. 01.45 til et værtshus på Nørre Allé i Aarhus C, hvor en 49-årig mand var meget aggressiv og forsøgte at indlade sig i slagsmål. Han var derfor blevet bortvist fra stedet, men han opholdt sig fortsat udenfor, hvor han skabte stor utryghed.

Da betjentene kom frem, havde den tydeligt berusede 49-årige taget fat i en anden mand, som han havde kastet ned på jorden og nu sad ovenpå, mens han råbte af ham.

Den 49-årige rejste sig, da han så politiet, og nu rettede han sin vrede mod betjentene. Da han gik truende hen mod patruljen og spurgte, om de ville slås, blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

 

Stjal to pakker feta

Onsdag kl. 18.16 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra ABC Lavpris på Hobrovej i Randers, hvor personalet havde tilbageholdt en udenlandsk butikstyv. En medarbejder havde bemærket manden, som hun syntes udviste en mistænkelig adfærd.

Medarbejderen havde derfor set butikkens videoovervågningen igennem og kunne se, at manden havde taget nogle varer i butikken, herunder to pakker fetaost, som han havde puttet i lommen. De øvrige varer betalte han for ved kassen, hvorefter han gik mod udgangen.

Medarbejderen tog kontakt til manden i butikkens vindfang og bad ham vise, hvad han havde i lommerne. Manden tog de to pakker fetaost op af lommen og blev bedt om at følge med ind i et baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet. Da patruljen ankom til stedet, blev den 48-årige rumænske mand anholdt og sigtet for butikstyveri.

**

 

Sigtet efter fund af salgsposer med hash

En borger kontaktede onsdag kl. 20.40 politiet, da han havde set flere personer stå og ryge hash foran en adresse på Dortesvej i Brabrand.

En patrulje i nærheden kørte forbi og så et par mænd sidde på en bænk på stedet. Ved siden af bænken lå en pose med joints, og betjentene visiterede derfor mændene.

Den ene, en 31-årig mand, havde flere salgsposer med hash på sig, og han erkendte, at posen med joints også var hans. I et buskads i nærheden fandt patruljen endnu en pose med joints, som ligesom de andre stoffer blev beslaglagt.

Den 31-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

**

 

Nægtede at forlade herberg og blev anholdt

To mænd på 40 og 44 år skabte onsdag aften så meget uro på et herberg i Aarhus C, at personalet endte med at tilkalde politiet.

Mændene var meget berusede, og ifølge personalet opførte de sig aggressivt og truende over for flere andre på herberget. De var gentagne gange blevet bedt om at forlade stedet, men det nægtede de.

Da politiet kom frem, var de to mænd fortsat meget opfarende, og da de fortsat ikke frivilligt ville gå derfra, blev de til sidst begge anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 07.54 skete der et færdselsuheld i krydset Holmevej/P.S. Krøyers Vej i Højbjerg, da en 49-årig kvindelig bilist kørte ud fra ubetinget vigepligt og ramte en anden bil, der blev ført af en 55-årig mand. Den anden bil blev skubbet ind i en kantsten, der rev sig løs, så der opstød et hul i vejen. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet. Den 49-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Onsdag kl. 08.04 skete der et færdselsuheld på Ebeltoftvej i Tåstrup ved Rønde, hvor to personbiler, ført af henholdsvis en 32-årig kvinde og en 44-årig kvinde, kørte sammen i et kurveforløb, idet den 32-åriges bil kom i slinger, så hun mistede herredømmet og havnede i modsatte vognbane. De to biler blev herefter skubbet ind i autoværnet.

Onsdag kl. 09.50 skete der et færdselsuheld på Røndevej i Egsmark ved Ebeltoft, da en bil, ført af en 50-årig mand, kørte op bag i en anden bil, der blev ført af en 20-årig mand. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.

Onsdag kl. 15.55 skete der et harmonikasammenstød på Østjyske Motorvej ved Brabrand, hvor fem biler, ført af henholdsvis en 50-årig mand, en 51-årig kvinde, en 41-årig kvinde, en 29-årig mand og en 57-årig kvinde, var involveret.

Onsdag kl. 17.00 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel frem for rødt lys og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Hasle Centervej i Aarhus V.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Stationsvej i Nimtofte begået mellem tirsdag den 1/3 kl. 16.00 og onsdag den 2/3 kl. 09.30
  • På Degnebakken i Hasle, Aarhus V begået onsdag den 2/3 mellem kl. 10.05 og kl. 11.30
  • På Jettesvej i Brabrand begået onsdag den 2/3 kl. 12.00
  • På Stakhaven i Randers NV begået onsdag den 2/3 mellem kl. 08.30 og kl. 15.50
  • På Clemensvej i Bendstrup, Hjortshøj begået onsdag den 2/3 kl. 12.08
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi