Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
Ung kvinde sigtet for narkohandel
Østjyllands Politis specialpatrulje fik mandag kl. 13.24 øje på en ung kvinde og to mænd, der var i færd med noget, der lignede en narkohandel på en p-plads i Tranbjerg.
Mændene stod ved en bil, hvor den unge kvinde sad bag rattet, og da der blev udvekslet noget mellem dem, skred de civilklædte betjente ind.
Da de to mænd på hhv. 62 og 59 år blev visiteret, fandt betjentene en mindre mængde kokain i deres lommer. Mændene erkendte, at de netop havde købt stofferne af kvinden, som viste sig kun at være 17 år.
I den 17-åriges bil lå flere salgsposer med kokain og nogle tusinde kroner i kontanter, og både penge og stoffer blev beslaglagt, mens kvinden blev anholdt og sigtet for narkosalg.
Derudover blev hun sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da hun havde en mindre mængde tramadol på sig. Desuden kan hun se frem til en sigtelse for at køre i bil uden at have en ledsager med i bilen.
De sociale myndigheder og den unge kvindes forældre er blevet underrettet.
**
Skabte utryghed og blev anholdt
Østjyllands Politi fik mandag kl. 09.20 en anmeldelse om, at en mand skabte uro og utryghed omkring Banegårdspladsen i Aarhus C. En patrulje var kort efter på stedet, hvor de traf en gruppe på fem personer, der opholdt sig på gaden.
Den ene, en 60-årig mand, virkede beruset og råbte efter tilfældige forbipasserende, og da betjentene bad ham om at dæmpe sig, råbte han i stedet skældsord efter dem. Han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Senere samme dag kl. 19.03 fik politiet en anmeldelse fra samme område, hvor en mindre gruppe personer havde forsamlet sig på gaden ud foran en butik. Personerne havde sad og drak alkohol og var meget højlydte og skabte utryghed.
Da en patrulje kom og bad dem forlade stedet, efterkom de alle politiets anvisninger – næsten. Undtagen en 47-årig mand, der nægtede at lytte til betjentene og erklærede, at han ikke havde tænkt sig at dæmpe sig eller forlade området. Han fik derfor et lift til politistationen – og en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden.
**
Uoverensstemmelse endte med knytnæveslag
En mindre uoverensstemmelse mandag eftermiddag på en p-plads på Vestergårdsvej i Viby endte med en anholdelse og en sigtelse for vold.
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte mandag kl. 14.49 til stedet efter en anmeldelse om tumult mellem to mænd.
Da betjentene kom frem, var begge mænd fortsat på stedet. En 40-årig mand erkendte, at han havde slået den anden, en 43-årig mand, i ansigtet med knyttet næve. De to mænd havde været oppe at skændes, og den 40-årige havde følt sig truet, forklarede han.
Den 43-årige var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Den 40-årige blev anholdt og sigtet for vold.
**
Brand i lade på Samsø
Brandvæsenet og lokalbetjenten rykkede mandag kl. 12.55 ud til en brand i en lade på Permelille på Samsø. Her var der af ukendte årsager gået ild i en traktor, og branden havde bredt sig til tagkonstruktionen.
Der skete større skader på laden, men branden nåede ikke at brede sig til andre bygninger. Ingen personer kom noget til.
**
Færdsel
Mandag kl. 09.50 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersvej i Grenaa.
Mandag kl. 15.56 skete der et færdselsuheld på Hadsundvej i Gjerlev. En 18-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 34-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 18-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Mandag kl. 16.00 skete der et færdselsuheld i krydset Gudrunsvej/Lenesvej/Edwin Rahrs Vej i Brabrand. En 38-årig kvindelig bilist blev ramt bagfra af en anden bilist. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 17.12 skete der et færdselsuheld i krydset Nørrebrogade/Nørregade i Aarhus C. To biler ført af hhv. en 65-årig kvinde og en 55-årig mand stødte sammen i krydset. Der skete større materiel skade, men ingen af de involverede parter kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag kl. 19.23 skete der et færdselsuheld på Skovboulevarden i Stevnstrup. En 62-årig kvindelig bilist holdt i siden af vejen, da hun blev ramt bagfra af en bil ført af en 23-årig kvinde. Ved sammenstødet væltede den 23-åriges bil om på taget, men hverken hun eller den 62-årige kom umiddelbart alvorligt til skade.
Natten til tirsdag kl. 00.27 blev en 34-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Havnegade i Aarhus C.
Natten til tirsdag kl. 01.40 blev en 39-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Rougsøvej i Ørsted.
Natten til tirsdag kl. 01.48 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers. Under visitationen af den 31-årige fandt betjentene en mindre mængde amfetamin, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Kantatevej i Randers SV begået mellem søndag d. 20/8 kl. 21.00 og mandag d. 21/8 kl. 05.41
• På Serinedalen i Malling begået mellem søndag d. 20/8 kl. 16.00 og mandag d. 21/8 kl. 08.30
• På Astridsvej i Brabrand begået mellem søndag d. 20/8 kl. 22.00 og mandag d. 21/8 kl. 09.50
• På Haurumsvej i Tilst begået tirsdag d. 15/8 mellem kl. 07.50 og kl. 17.00
• På Flinthøjen i Hinnerup begået mellem søndag d. 20/8 kl. 14.00 og mandag d. 21/8 kl. 12.00
• På Munkebakkevej i Egå begået mellem lørdag d. 19/8 kl. 10.00 og mandag d. 21/8 kl. 13.30
• På Møllebakken i Hinnerup begået mellem tirsdag d. 15/8 kl. 19.00 og mandag d. 21/8 kl. 15.41
• På Møllevangen i Nøruplund begået mandag d. 21/8 mellem kl. 04.30 og kl. 16.35
• På Dolmer Bygade i Grenaa begået mandag d. 21/8 kl. 22.55