Nyt fra Brabrand i politiets døgnrapport

Profilbillede

Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag. 

GPS ledte politiet til værktøjstyv

Natten til onsdag blev der stjålet en del værktøj og udstyr og en trailer fra en byggeplads på Lystrupvej i Risskov. Traileren havde gps-sporing i sig, som senere onsdag ledte politiet frem til en adresse i Voldum. 

Her traf en patrulje en 27-årig mand fra Aarhus, som holdt på en adresse med den stjålne trailer spændt bag på bilen, og i bilen lå noget af det stjålne værktøj.

I første omgang nægtede han at have noget med tyveriet at gøre, men efter lidt tid erkendte han at have stjålet traileren og viste patruljen en container i Aarhus, hvor han havde gemt det resterende værktøj fra byggepladsen. 

Værktøj og trailer blev leveret tilbage, og den 27-årige blev sigtet for tyveri. 

**

 

Thailandsk kvinde tilbageholdt på Udlændingeloven

Østjyllands Politis Grænse- og Udlændingesektion foretog onsdag formiddag på baggrund af et tip en kontrol på en adresse i Randers C. Her traf de en 56-årig thailandsk kvinde, som ikke kunne fremvise en gyldig opholdstilladelse. 

Hun blev derfor sigtet for ulovligt ophold og tilbageholdes nu på udlændingeloven. Sagen er forelagt Udlændingestyrelsen, der skal vurdere, om kvinden skal udvises af landet. 

**

 

Brand i garage og villa 

Politi og brandvæsen rykkede onsdag kl. 13.12 ud til en brand på en adresse på Møllevej tæt på Hadsten. Branden var startet i en garage med tilbygget skur, hvorefter ilden havde bredt sig til stuehuset. 

Brandvæsnet fik slukket branden, inden den nåede at få fat i hele huset, som dog fik større brandskader i den ene ende. Garagen udbrændte helt. Ingen personer kom umiddelbart noget til. 

Det er endnu uvist, hvordan branden opstod. 

**

 

Sigtet for tyveri og overtrædelse af våbenloven

En patrulje fattede natten til torsdag kl. 2.56 mistanke til en 44-årig mand, som stod og læssede nogle siderammer til paller op i sin bil på Tranekærvej i Risskov. Ved den adresse, hvor den 44-årige stod, er der noget byggeri, og i den forbindelse ligger der byggemateriale og paller m.m. på stedet. 

Da den 44-årige så betjentene, udbrød han straks, at han nok skulle lægge siderammerne tilbage. 

Han slap dog ikke for en sigtelse for forsøg på tyveri. 

Den 44-årige blev visiteret, og hans bil blev ransaget, og under ransagningen fandt patruljen et baseballbat i bilen. På den baggrund blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 8.07 skete der et færdselsuheld på Genvejen i Viby J. En 38-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil, ført af en 50-årig kvinde, som blev skubbet op i en bil med en 58-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 38-årige blev sigtet for at have forårsaget færdselsuheldet.  

Onsdag kl. 10.05 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kirkegade i Randers C. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene fandt en mindre mængde amfetamin, da han blev visiteret. 

Onsdag kl. 14.18 skete der et færdselsuheld på Herningmotorvejen ved Brabrand. En 59-årig mandlig bilist foretog et vognbaneskifte og var ved at køre ind i en bil ført af en 41-årig mand, som blev nødt til at undvige for at undgå et sammenstød. Den 41-årige ramte herefter ind i autoværnet. Han kom dog umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 59-årige blev sigtet for at have forårsaget færdselsuheldet. 

Onsdag kl. 15.33 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Randers SV. En 25-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af den 44-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 25-årige blev sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Gartnervænget i Hinnerup begået mellem torsdag d. 14/4 kl. 8.00 og tirsdag d. 19/4 kl. 12.30
På Vestre Strandallé i Risskov begået mellem onsdag d. 13/4 kl. 10.00 og onsdag d. 20/4 kl. 14.00
På Højtoftevej i Risskov begået mellem søndag d. 17/4 kl. 13.00 og onsdag d. 20/4 kl. 15.00
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi