Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 9.30
Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 9.30 en 22-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for røveri ved natten til den 9. januar på Frederiksgade i Aarhus C med kniv at have truet tre 21-årige mænd til at udlevere deres mobiltelefoner.
Under røveriet slog han ifølge sigtelsen også den ene 21-årige i hovedet og forsøgte at få mændene til at hæve penge til sig, hvilket dog mislykkedes.
Desuden tog den 22-årige ifølge sigtelsen den ene mands bilnøgle, hvorefter han stjal hans bil og kørte derfra.
Den 22-årige blev anholdt tirsdag morgen på en adresse i det nordlige Aarhus.
**
Sigtet for at true buskontrollør
To buskontrollører kontaktede tirsdag kl. 9.35 Østjyllands Politi og fortalte, at de stod på Banegårdspladsen i Aarhus med en 20-årig mand, der havde kørt uden billet og opført sig truende over for dem.
Da politiet kom frem, forklarede kontrollørerne, at den 20-årige i første omgang ikke ville vise ID, og da de ville holde ham tilbage, havde han råbt nogle trusler efter den ene af dem.
Den 20-årige endte til sidst med at give sin personoplysninger, og han blev sigtet for trusler om vold mod en person i offentlig tjeneste.
**
Sigtet for at true politimand efter uro ved Hasle Torv
Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 20.00 en anmeldelse om, at en gruppe mænd skabte utryghed på Hasle Torv i Hasle. Ifølge anmeldelse var flere af mændene maskerede og nogle af dem var bevæbnede med køller.
Flere patruljer kørte til stedet, hvor de traf otte unge mænd. De blev visiteret, men ingen af dem havde våben eller andre ulovlige genstande på sig.
En del af mændene var utilfredse med politiets tilstedeværelse, og en 29-årig mand var særlig aggressiv, og da han råbte nogle trusler efter en betjent, blev han anholdt og sigtet.
**
Thailandsk kvinde sigtet for ulovligt ophold
En 28-årig mand kontaktede tirsdag morgen politiet og fortalte, at han havde mistanke til, at hans fremlejede lejlighed i Aarhus C blev brugt til prostitution. En patrulje tog senere på dagen på kontrolbesøg, og på adressen traf de en 41-årig kvinde, der er thailandsk statsborger. Da hun ikke kunne fremvise gyldigt visum, blev hun anholdt og sigtet for ulovligt ophold.
Hun bliver tilbageholdt på Udlændingeloven, og Udlændingestyrelsen skal nu afgøre, om kvinden skal udvises af landet.
Desuden skal Center Mod Menneskehandel vurdere, om kvinden har været handlet.
**
To mænd sigtet for at ville handle med stoffer i Brabrand
En patrulje fra lokalpolitiet i Aarhus Vest fik tirsdag kl. 14.00 mistanke til en mand, der sad i en bil på Gudrunsvej i Brabrand. Da patruljen gik hen til bilen for at tage kontakt til den 27-årige mand, greb han en pose i bilen, som han skulle til at kaste ud af vinduet, men han blev stoppet af en betjent.I posen lå noget hash og skunk og nogle tusinde kroner i kontanter, og den 27-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Både stoffer og penge blev beslaglagt.
Kl. 15.38 var det lokale politi igen til stede på Gudrunsvej, hvor de på en p-plads fik kontakt med en 25-årig mand, som de fik mistanke til havde stoffer på sig. Under visitationen af ham fandt betjentene flere salgsposer med hash og joints og nogle hundrede kroner i kontanter.
På baggrund af fundene blev den 25-årige sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og kontanter og hash blev beslaglagt.
**
To mænd anholdt efter sammenstød i Viby
Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 22.52 en anmeldelse om, at to mænd var ved at komme op at slås på en p-plads på Damagervej i Viby, og at den ene havde smadret ruden på den andens bil.Da politiet kom frem, var mændene kørt fra stedet, men kort efter blev de to involverede mænd standset i området i hver deres bil.
I den ene bil sad en 18-årig mand og tre passagerer. Den 18-årige virkede påvirket af stoffer, og da en narkometertest indikerede, at han havde narko i blodet, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev desuden sigtet for overtrædelse af våbenloven, da betjentene under ransagningen af bilen fandt et metalrør. Ud over metalrøret beslaglagde betjentene også nogle poser med hash, men det var ikke muligt at fastlægge ejerskabet af dem.
I den anden bil sad en 20-årig mand, som også blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Derudover blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene fandt en mindre mængde hash i hans bil.
Ingen af de to antrufne havde umiddelbart lyst til at fortælle politiet, hvad der var foregået på p-pladsen.
**
Tre mænd og deres fest var ikke velkommen
Natten til onsdag kl. 00.38 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Institut for (X) på Skovgaardsgade i Aarhus C, hvor tre personer, uden relation til stedet, havde taget ophold med bål og musik og var til stor gene.
Da politiet ankom til stedet, traf betjentene de tre mænd på 23, 31 og 38 år, der rigtigt nok var meget højtråbende og spillede høj musik. De fik besked på at slukke både bål og musik og forlade stedet. Det ønskede de dog ikke at efterkomme og var flabede over for betjentene.
Den ene af dem, den 38-årige mand, sendte skældsord i retningen af den ene betjent og endte derfor med at blive anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.
De øvrige to blev igen bedt om at forlade stedet, men de begyndte i stedet at diskutere med betjentene, og det endte med at den 23-årige mand også blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Det fik den sidste mand til selv at forlade stedet – dog ikke uden lige at sende en afskedssalut afsted til betjentene.
**
Havde peberspray og kniv i bilen
En hundepatrulje standsede natten til onsdag kl. 1.00 en bil med tre mænd på Søndervangen i Viby. Inden bilen holdt ind til siden, kunne betjentene se, at der blev kastet et par genstande ud af vinduet. En politihund snusede sig hurtigt frem til to knive, der lå i vejkanten, og mændene blev visiteret, og bilen blev ransaget.
En 20-årig mand havde en peberspray på sig, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven. En 19-årig mand havde en springkniv i lommen, og han blev sigtet for overtrædelse af knivloven.
De tre knive og pebersprayen blev beslaglagt.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 6.51 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 26-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 43-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 26-årige blev sigter for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Tirsdag kl. 7.48 skete der et færdselsuheld i krydset Ringvej Syd/Saralyst Allé i Højbjerg. En 18-årig kvindelig cyklist kørte ud i krydset og blev ramt af en bil ført af en 51-årig mand. Cyklisten blev efterfølgende kørt til skadestuen, hvor hun blev behandlet for nogle skader. Hun blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Tirsdag kl. 8.56 skete der et færdselsuheld på Bøsbrovej i Randers SV. En 45-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 71-årig kvinde. Den 71-åriges bil blev ved sammenstødet skubbet af vejen og røg ind i en hæk. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Tirsdag kl. 9.41 skete der et færdselsuheld på Skibsbyggervej ved Bønnerup Strand. En 21-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 75-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 21-årige blev sigtet efter færdselsloven.
Tirsdag kl. 10.50 skete der et færdselsuheld i krydset Røndevej/Tinghøjvej i Egsmark ved Ebeltoft. Tre biler, ført af hhv. en 20-årig kvinde og to mænd på 40 og 55 år, stødte sammen i krydset. Der skete en del materiel skade. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Tirsdag kl. 13.00 skete der et færdselsuheld i krydset Åby Ringvej/Dr. Holsts Vej i Åbyhøj. En 23-årig mandlig bilist kørte i forbindelse med en overhaling ind foran en lastbil ført af en 30-årig mand, hvorefter der skete et sammenstød. I personbilen sad, ud over den 23-årige, en 27-årig mand, men hverken de to i bilen eller den 30-årige lastbilchauffør kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 23-årige blev sigtet for at have forårsaget uheldet. I personbilen fandt politiet en mindre mængde hash og skunk, som den 23-årige blev sigtet for at besidde, og derudover blev han sigtet for ikke at have haft sele på og for ikke at have medbragt sit kørekort.
Tirsdag kl. 14.29 skete der et færdselsuheld i krydset Christian X’s Vej/Ringvej Syd i Højbjerg. To biler ført af hhv. en 38-årig mand og en 50-årig mand stødte sammen i krydset. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Natten til onsdag kl. 00.15 skete der et færdselsuheld på Skalhøjvej i Koed ved Kolind, hvor en 38-årig kvindelig bilist kørte af vejen og påkørte et mindre træ. Der skete umiddelbart ingen personskade ved uheldet, men betjentene havde mistanke om, at kvinden var påvirket af spiritus og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Bøgeskovparken i Viby begået mellem mandag d. 24/1 kl. 16.00 og tirsdag d. 25/1 kl. 16.00
• På Trillegårdsvej i Aarhus V begået tirsdag d. 25/1 mellem kl. 15.30 og kl. 17.10