Østjyllands Politi: Nyt fra Brabrand - mandag den 22. juni

dato

Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte fremstillinger i grundlovsforhør

 

**

 

Falsk altan-montør tog pung fra bordet i lejlighed

En 72-årig kvinde anmeldte søndag, at hun havde fået frastjålet sin pung i sin lejlighed på Rymarken i Hasle kl. ca. 13.40. Kvinden forklarede, at hun havde siddet ved sit spisebord med en dørstopper i døren for at lufte ud, da det var meget varmt. Hun bemærkede pludselig en mand i entreen, da han forsøgte at komme uden om hendes rollator.

Manden virkede forvirret, talte i telefon og sagde på gebrokkent dansk noget om at han skulle lave altaner. Kvinden råbte til manden at han skulle komme ud, hvorefter han gik hen til hende, lagde sin hånd på kvindens skulder og rakte over hende, hvor han tog hendes pung. Han løb derefter fra lejligheden.

Manden beskrives som:

  • Østeuropæisk af udseende
  • Ca. 50 år
  • 170-180 cm høj
  • Spinkel af bygning
  • Spids, lang næse
  • Tynd i hovedet med markerede kindben
  • Grå skægstubbe
  • Iført blå kasket med stor skygge, skovmandsskjorte med lyseblå og hvide tern og cowboybukser
  • Han virkede febrilsk, talte gebrokkent dansk og var beskidt klædt

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have oplysninger om manden eller hans færden, på tlf 114.


**

Fremmed mand forsøgte at bryde kvindes bildør op

En 59-årig kvinde fik sig natten til mandag kl. 01.37 en slem forskrækkelse, da hun sad i sin bil på en parkeringsplads ved Rosenhøj Allé i Viby efter at have sat en veninde af. Kvinden forklarede, at hun sad alene i bilen og talte i telefon, da en ukendt mand kom og sparkede på døren ved siden af førersiden, rev fat i håndtaget og forsøgte at åbne den og til sidst fik døren åbnet og bankede den frem mod kølerhjelmen. Manden løb herefter fra stedet uden at sige noget.

Manden beskrives som:

  • 20-25 år
  • 175 cm
  • Kraftig kropsbygning
  • Brun hud, mellemøstlig af udseende
  • Sort hættetrøje, sorte bukser og sorte sko

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner til episoden eller andre med oplysninger om manden på tlf. 114.

 

**

Butikstyv løb fra stedet mens to andre blev anholdt

Søndag eftermiddag kl. 13.53 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om et butikstyveri i Matas i Bruuns Galleri.

En ansat i Matas var blevet opmærksom på de to mænd og en kvinde i butikken, da hun hørte lyden af folie, der blev brudt op og kunne se, at de tre var ved at pakke emballagen op på nogle parfumer. Den ansatte ringede derfor til vagten, der pågreb og tilbageholdt de to mænd uden for butikken, mens det lykkedes kvinden at slippe væk. Vagten kunne desuden fortælle, at den ene mand havde forsøgt at skille sig af med en kniv, da de blev pågrebet, og at den anden mand også var i besiddelse af en kniv. Begge knive blev beslaglagt, og de to mænd, som begge er 20 år, blev anholdt og sigtet for butikstyveri samt overtrædelse af knivloven.


**

 

Mand og kvinde anholdt efter spirituskørsel fra restaurant

Søndag kl. 18.18 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om, at en 76-årig mand og en 58-årig kvinde var ved at sætte sig i deres bil ved Egå Marina efter at have drukket tæt på en restaurant nær ved. En motorcykelbetjent kørte hurtigt til stedet og fik standset den 76-årige kort derfra.

Betjenten henvendte sig til manden, der selv indrømmede at have fået lidt alkohol, og hvis promilletest også viste over det tilladte. Den 58-årige kvinde, som var passager i bilen, var i mellemtiden steget ud af bilen. Hun blev skønnet kraftigt påvirket af spiritus og blev ved med at blande sig i det igangværende, og blev derfor flere gange bedt om at sætte sig ind i bilen igen eller gå væk fra stedet. Det ville hun dog ikke.

En patrulje ankom for at transportere den 76-årige til hospitalet for at få udtaget blodprøve, og den 76-årige bad om lov til at ringe efter en taxa til kvinden. Da den 76-årige fik at vide, at hans bil skulle blive parkeret på stedet, nægtede han at gå med og skubbede pludselig til den ene af betjentene.

Den 76-årige blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og for vold mod politimand.

Den 58-årige kvinde var fortsat højlydt på stedet og ville ikke sætte sig i taxaen. På et tidspunkt faldt hun og slog sig, og blev efterfølgende tiltagende aggressiv og råbte flere fornærmelser mod betjentene. Den 58-årige kvinde blev herefter anholdt og sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden samt fornærmelser mod politiet.


**

 

Røg i køkkenet

Søndag kl. 17.50 kørte flere patruljer til Stockholmsgade i Aarhus Nord, hvor der var anmeldelse om ild i en bygning. Ilden var angiveligt startet ved komfuret under madlavning og der var nu kraftig røg fra køkkenet. Alle beboere i bygningen blev hjulpet ud, men det viste sig, at der blot var tale om, at en pande var blevet glemt på komfuret under madlavning. Det gav en masse røg, men kunne klares ved en god gang udluftning.


**

Færdsel

Søndag kl. 16.55 skete der et færdselsuheld på Ormslevvej i Viby, da en 64-årig mandlig bilist i et sving mistede herredømmet over bilen og kørte over i modsatte vognbane. Her påkørte han en bil ført af en 47-årig mand og med en 45-årig kvindelig passager. Den 64-årige mand blev målt til at have en promille over det tilladte, og blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Den 45-årige kvinde pådrog sig et brud og blev kørt på hospitalet, mens de to mænd umiddelbart ikke kom alvorligt til skade.

Søndag kl. 17.06 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V i retning mod Aarhus, da en 22-årig mandlig bilist kørte op bag i en 25-årig kvindelig bilist. Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.

En 55-årig mandlig bilist blev søndag kl. 21.32 anholdt og sigtet for spirituskørsel, efter at han var faldet i søvn bag rattet med motoren tændt på en parkeringsplads ved Lindholmvej i Aarhus Nord. Her blev han hentet af en patrulje og kørt til hospitalet for udtagelse af blodprøve.

En 22-årig mandlig bilist blev søndag kl. 23.54 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Skovbrynet i Aarhus. Den 22-åriges bil blev konfiskeret på grund af gentagne sager om kørsel uden førerret. Da den 22-årige desuden var eftersøgt til fogedretten, blev han anholdt og taget med til det.

En 52-årig mand blev natten til mandag kl. 02.08 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Toldbodgade i Randers. Den 52-årige blev desuden sigtet for besiddelse af narko.


**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Rymarken i Aarhus V begået den 21/6 mellem kl. 13.40 og kl. 13.43
På Ydervangen i Randers begået den 21/6 mellem kl. 11.00 og 17.15
På Arnakvej i Højbjerg begået mellem den 20/6 kl. 10.00 og den 21/6 kl. 17.45
På Gudrunsvej i Brabrand begået mellem den 19/6 kl. 17.00 og den 21/6 kl. 20.57

Kilde: Østjyllands Politi