Østjyllands Politi: Nyt fra Brabrand - onsdag den 20. maj

dato

Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Nyt hotspot ved Graven i Aarhus

De seneste dage har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra borgere, der har observeret, at der har været mange mennesker forsamlet på det, der populært kaldes ”Hipsterhøjen” ved Graven i Aarhus. Borgernes observationer er blevet underbygget af de patruljer, der har kørt tilsyn i Aarhus midtby, og Østjyllands Politi har derfor besluttet at gøre højen til et hotspot-område. 

Det betyder, at der nu er sat skilte op, der advarer om, at politiet kan udstede et opholdsforbud, hvis der samler sig for mange mennesker på stedet. ”Hipsterhøjen” er det syvende hotspot-område i Østjyllands politikreds. De seks andre er: Mølleparken i Aarhus, Bellevue i Aarhus, Den Permanente i Aarhus, Tangkrogen i Aarhus, Tøjhushaven i Randers og Tronholmen i Randers. 

Alle syv steder har politiet set en tendens til, at mange stimler sammen – særligt når vejret er godt. Politiet fører skærpet tilsyn med de nu syv hotspot-områder og opfordrer til, at borgerne finder andre steder at mødes, særligt hvis man kan se, at der allerede er mange mennesker forsamlet på det område, hvor man havde planer om at slå sig ned. 

**

 

Mand anholdt efter skud med gaspistol

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 11.35 en anmeldelse om, at en mand havde affyret to-tre skud op i luften med en pistol på Inger Christensens Gade i Brabrand, og at han nu gik rundt på gaden med pistolen i lommen. Flere patruljer kørte til stedet, og 10 minutter efter anmeldelsen blev en 25-årig mand fra lokalområdet anholdt, efter han var blevet udpeget af flere vidner. 

Den 25-årige havde ikke noget våben på sig, men en politihund snusede sig frem til pistolen, der lå gemt i en postkasse i en opgang. Det viste sig at være en gaspistol, og at skuddene, der blev affyret, ikke var skarpe. 

Selvom han altså ikke havde skudt med skarpe patroner, blev den 25-årige sigtet for trusler på livet ved at have skabt frygt for andre menneskers liv. 

Den 25-årige forklarede, at han havde været fuld og havde været irriteret på en person, han havde nogle uoverensstemmelser med, og derfor havde han skudt op i luften. 


**

 

Anholdt og sigtet for knivrøveri

En familie blev tirsdag kl. 23.33 udsat for en ubehagelig oplevelse, da de parkerede deres bil på Viggo Stuckenbergs Vej i Aarhus V. Da de var på vej til at stige ud, kom en mand hen til bilen og greb fat i den 41-årige kvindes taske, som han rev til sig, mens han viste en lille kniv frem.

Han flygtede efterfølgende fra stedet, men blev kort efter opdaget af en patrulje i nærheden. Den 30-årige mand blev anholdt og sigtet for røveri. En politihund snusede sig frem til kvindens taske, som lå på en skraldespand i nabolaget. 

**

51-årig mand styrtede med svævefly

En 51-årig mand styrtede tirsdag kl. 17.31 med sit svævefly, da han var i gang med at lande på en svæveflyveplads på Opkærsvej i Tilst. Ved landingen pådrog den 51-årig sig en hjernerystelse og nogle brud på kroppen. Han er fortsat indlagt, men er uden for livsfare. Det er fortsat uvist, hvordan uheldet skete. 

**

Mand truet med kniv på sti i Aarhus

En 32-årig mand anmeldte tirsdag aften til politiet, at han kl. 22.37 var blevet udsat for et røveri på et stisystem ved Silkeborgvej i Aarhus C. Ifølge manden kom han gående på stien, da to mænd gik hen til ham og forlangte, at han skulle give dem sin halskæde og sin trøje.

 

Da han nægtede, trak den ene en kniv frem, som han truede den 32-årige med. Han udleverede derfor sin trøje og sin halskæde, hvorefter mændene løb fra stedet. 

Den 32-årige har givet følgende signalement af mændene:  

A:
Ca. 15-20 år
Ca. 175-180 cm høj
Arabisk af udseende
Iført kasket, mørke joggingbukser og mørk dunjakke
Truede med foldekniv

B:
Ca. 15-20 år
Ca. 175-180 cm høj
Arabisk af udseende

Har du en formodning om, hvem gerningsmændene kan være, kan du ringe til Østjyllands Politi via tlf. 114. 

**

Aggressiv mand anholdt til fogedretten

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 18.08 en anmeldelse om, at en mand gik rundt og opførte sig aggressivt i Mølleparken i Aarhus og gjorde flere borgere utrygge. En patrulje kørte til parken, hvor de fandt en beruset 30-årig mand, som gik rundt på stedet og virkede opfarende. 

Det viste sig, at den 30-årige var efterlyst til fogedretten, og betjentene ville derfor anholde ham. Den 30-årige lod sig dog ikke anholde frivilligt og forsøgte at vride sig løs, inden det lykkedes patruljen at få håndjern på ham. 
Han blev derfor sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og blev efter lidt ventetid på politistationen kørt til fogedretten.

**

Kunde ”glemte” at betale for selvscannede varer

En 31-årig mand benyttede sig tirsdag formiddag af scan-selv-ordningen i Føtex på Dytmærsken i Randers, men han glemte det vigtigste: betalingen. Manden gik ind i supermarkedet omkring kl. 10 og fyldte tre indkøbsposer med varer, inden han gik til scan-selv-udgangen, hvor man selv betaler og så får en stregkode, man kan åbne kasselågerne med. 

Et par medarbejdere så, hvordan manden undlod at betale og hoppede over kasselågerne. De holdt ham derfor tilbage og tilkaldt politiet. Den 31-årige forklarede, at han skam havde betalt, men at der nok var gået noget galt – måske fordi hans mobil pludseligt var løbet tør for strøm.

 

Han havde dog svært ved at forklare, hvorfor han havde hoppet over kasselågerne og ikke kontaktede personalet, da lågerne ikke åbnede. Han endte med en sigtelse for butikstyveri.  

**

19-årig havde hashposer i bilen

En patrulje fra Østjyllands Politi fattede tirsdag kl. 20.32 mistanke til en mand, der kørte rundt i sin bil på Stennehøj Allé i Højbjerg. Betjentene dirigerede bilen ind til siden og tog kontakt til den 19-årige mand bag rattet. 

Da bilisten rullede vinduet ned, lugtede det kraftigt af hash fra bilen, og patruljen besluttede derfor at foretage en ransagning. I bilen fandt de flere salgsposer med hash og nogle hundrede kroner i kontanter. Den 19-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

Færdsel

Tirsdag kl. 10.30 blev en 31-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Frydenlunds Allé i Aarhus V. 

Tirsdag kl. 16.08 skete der et færdselsuheld i Rådhusgade i Odder. En 18-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 63-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade ved uheldet. Den 18-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i Østjyllands politikreds. 

På Niels Ebbesens Vej i Randers NV begået mellem onsdag d. 13/5 kl. 11.00 og tirsdag d. 19/5 kl. 15.00

Kilde: Østjyllands Politi