Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
Den mobile politistation på besøg i Rosenhøj
Østjyllands Politis mobile politistation kommer tirsdag eftermiddag på besøg i Rosenhøj, hvor beboerne er velkomne til at komme forbi og få en snak med betjentene om, hvad der rør sig i området. Den mobile politistation vil være i området fra kl. ca. 15 til kl. ca. 17 – dels ved Torvet og dels ved Multibanen.
**
Strid om højden på hækken endte med en sigtelse for hærværk
Mandag kl. 08.28 ringede en 64-årig mand fra Hinnerup til politiet for at anmelde, at han i nattens løb var blevet udsat for hærværk. Nogen havde kastet gråsort maling på hans husgavl, på fliserne, på nogle liggestole og på hækken samt smurt postkassen ind i mudder – og han havde en god formodning om, hvem gerningsmanden var.
Søndag havde den 64-årige mand klippet hækken, som han deler med naboen. Pludselig var naboen, en 30-årig kvinde, kommet ud og var blevet meget sur over, at han ikke forinden havde talt med hende om, hvor høj hækken skulle være. Det var endt i et større skænderi, og den 64-årige mand havde derfor mistanke om, at den 30-årige nabo stod bag nattens hærværk.
Efter politiet havde besigtiget skaderne på den 64-åriges ejendom, bankede betjentene på hos den 30-årige nabo, der erkendte at have været i skænderi med sin nabo, men nægtede at have begået hærværk. Ved nærmere undersøgelser på kvindens bopæl fandt betjentene dog en nyligt åbnet bøtte maling, der havde samme farve som malingen, der var brugt hos naboen, samt andre tegn på, at kvinden kan have stået bag. Hun blev derfor sigtet for at have begået hærværket hos sin nabo.
**
Hurtig cyklist stjal taske
Mandag ved 12.20-tiden gik en 68-årig kvinde på Skanderborgvej i Aarhus C og var på vej hen til et fodgængerfelt, da en cyklist kom kørende med høj fart. Da han kørte forbi hende, tog han fat i den hvide stoftaske, hun havde over skulderen, og rev den af. Kvinden mistede balancen, men holdt sig på benene – cyklisten fortsatte i høj fart ned ad Skanderborgvej.
Kvinden beskriver cyklisten som:
- Mand
- Mellemøstlig af udseende
- 25-35 år gammel
- Ca. 175 cm høj
- Almindelig af kropsbygning
- Mørk i huden
- Var iført sportstøj - grå bukser og jakke med hætten over hovedet samt hvide sportssko
- Kørte på en hvid herrecykel, der var i pæn stand
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til episoden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
**
Brand i bil
Natten til tirsdag kl. 02.25 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var ild i en personbil i Grøfthøjparken i Viby J. Da patruljen ankom til stedet stod bilen i brand, og kabinen var overtændt. Brandvæsnet ankom kort efter og påbegyndte slukningsarbejdet, men bilen udbrændte. Ilden nåede ikke at sprede sig til andre biler, men de biler der holdt parkeret ved siden af fik varmeskader. Årsagen til branden kendes endnu ikke.
**
Færdsel
Mandag kl. 16.04 skete der et færdselsuheld på Frederikshaldsgade i Aarhus N. To biler, ført af henholdsvis en 47-årig kvinde og en 56-årig kvinde, kørte sammen med lav hastighed, og der skete kun mindre materiel skade.
Mandag kl. 16.54 skete der et færdselsuheld på Holmegårdsvej i Allingåbro, hvor en 14-årige pige væltede på en ATV. Pigen blev kørt til kontrol på skadestuen, men var umiddelbart sluppet med mindre knubs.
Mandag kl. 20.00 skete der et færdselsuheld på Åboulevarden i Grenaa. En borger så en bil køre ind i et vejskilt, der væltede, hvorefter føreren af bilen kørte fra stedet uden at stige ud og besigtige skaderne. Bilens ene lygte samt det meste af kofangeren var røget af og efterladt på uheldsstedet. Anmelderen havde noteret registreringsnummeret på bilen, der kort efter blev fundet parkeret ikke så langt derfra, men føreren var ikke at se nogen steder. Politiet fik efterfølgende kontakt til bilens ejer.
Mandag kl. 21.42 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.
Tirsdag morgen kl. 06.58 skete der et færdselsuheld på Mindet i Aarhus C. En 49-årig kvindelig bilist skulle vende sin bil, der havde holdt parkeret på en parkeringsplads, da en 49-årig mandlig cyklist kørte skråt ind over parkeringspladsen og lige ind i siden på bilen – formentlig på grund af dårlig sigtbarhed som følge af morgenens regnvejr. Det skete kun mindre materiel skade ved uheldet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Fortevej i Risskov begået mellem lørdag den 11/7 kl. 13.00 og mandag den 13/7 kl. 13.30
- På Markskellet i Randers NV begået mellem søndag den 12/7 kl. 22.00 og mandag den 13/7 kl. 12.00
- På Stenhøjvej i Havndal begået mellem søndag den 12/7 kl. 15.00 og mandag den 13/7 kl. 14.50
- På Mosevej i Hadsten begået mandag den 13/7 mellem kl. 02.00 og kl. 02.30
- På Tuestensvej i Tilst begået mellem søndag den 12/7 kl. 22.00 og mandag den 13/7 kl. 15.15
- På Nymarks Allé i Mårslet begået mellem lørdag den 11/7 kl. 10.45 og mandag den 13/7 kl. 17.10
- På Niels Steensens Vej i Randers NV begået søndag den 12/7