Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 10.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.00 en 66-årig marokkansk kvinde i Retten i Aarhus. Hun blev onsdag tilbageholdt på Udlændingeloven og sigtet for at have opholdt sig ulovligt i Danmark.Hendes sag er blevet forelagt Udlændingestyrelsen, der har vurderet, at kvinden skal udvises af landet.
Anklagemyndigheden vil i retten anmode om, at den 66-årige fortsat skal være frihedsberøvet, indtil hendes udvisning kan effektueres.
**
Påvirket mand ignorerede bortvisning og blev anholdt
Personalet i 7-Eleven på Vesterbro Torv ringede natten til fredag omkring kl. 3.00 til politiet, da en beruset ung mand væltede flere varer på gulvet i butikken, som han ikke ville forlade.En patrulje kørte til stedet, hvor de traf den 23-årige mand, der havde skabt uro. Han havde meget svært ved at forstå, hvorfor han ikke måtte være i butikken og blev ved med at ville diskutere bortvisningen. Til sidst hjalp betjentene ham lidt længere hen ad vejen og gav ham besked på, at han ville blive anholdt, hvis han vendte tilbage.
Dét budskab havde han dog åbenbart ikke forstået, for betjentene havde kun lige sat sig i patruljevognen, da de så den 23-årige gå hen til butikken igen.
Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
Gik fra regningen og blev sigtet for bedrageri
En 41-årig mand forsøgte torsdag eftermiddag at stikke af fra regningen, efter han havde spist og drukket for flere hundrede kroner på en restaurant på Åboulevarden.
Da han rejste sig og gik uden at betale, løb en medarbejder efter ham og gav ham en kvittering på, hvad han havde fået på restauranten. Ifølge medarbejderen blev den 41-årige nu meget aggressiv og krøllede regningen sammen og smed den jorden.
Politiet blev tilkaldt, og en patrulje fik kort efter kontakt med den 41-årige, der stadig befandt sig i nærheden af restauranten.
Han blev sigtet for bedrageri, og da han havde en lille kniv i sit bælte, blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven.
**
Brand i paller på hardballbane
En borger opdagede torsdag kl. 21.51, at der var brand i nogle bunker med paller, der lå stablet op på en hardballbane på Holmstrupgårdvej i Brabrand. Politi og brandvæsen kom kort efter til stedet, og branden blev hurtigt slukket.Ingen kom til skade, og branden nåede ikke at sprede sig videre fra banen. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, men Østjyllands Politi mistænker, at branden var påsat.
**
Blev sigtet efter hashfund i bilen
En patrulje standsede natten til fredag kl. 00.25 en 22-årig mandlig bilist i en rutinekontrol på Nordjyske Motorvej ved Hadsten. Betjentene fik mistanke til, at der var stoffer i bilen, selvom den 22-årige nægtede at have noget med stoffer at gøre, og bilen blev derfor ransaget.
Gemt i et rum under rattet fandt patruljen en plade hash, og på grund af størrelsen på den, vurderede betjentene, at det ikke var til eget brug.
Den 22-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
**
Tre sigtet for at have stoffer på sig ved Godsbanen
Et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje gik torsdag aften en runde ved Godbanen i Aarhus. Her skrev de på mindre end en time tre sigtelser til forskellige personer, der havde stoffer på sig.
Kl. 21.20 fik de øje på en 30-årig mand, som sad med noget skunk i skødet. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Samme sigtelse fik en 28-årig mand, som patruljen kl. 21.44 så komme gående med en joint i hånden.
Kl. 22.03 blev også en 20-årig mand sigtet, da han var i gang med at rulle en joint, da betjentene kom forbi.
**
Færdsel
Torsdag kl. 12.18 skete der et færdselsuheld på Sigridsvej i Brabrand. En 65-årig mandlig bilist ramte ind i en 23-årig mand, der var ved at krydse vejen via et fodgængerfelt. Den 23-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Den 65-årige blev sigtet for ikke at holde tilbage ved fodgængerfeltet.
Torsdag kl. 14.31 skete der et færdselsuheld i krydset Hobrovej/Bavnehøjsvej i Randers NV. En 70-årig kvinde kom kørende på sin elcykel og ramte ind i en bil ført af en 30-årig kvinde. Den 70-årige blev kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Torsdag kl. 16.08 skete der et færdselsuheld på Frijsenborgvej i Hammel. En 19-årig kvinde mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i et træ i vejkanten. Hun pådrog sig alvorlige skader og blev kørt til sygehuset.
Torsdag kl. 19.30 blev en 44-årig mand anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på sin knallert, da han blev standset af en patrulje på Sønderalle i Langå. Han blev desuden sigtet for ikke at have spændt sin hjelm fast og for ikke at have tegnet den lovpligtige forsikring på knallerten.
Torsdag kl. 21.05 blev en 40-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Museumsgade i Aarhus C.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Rugbjergvej i Stavtrup begået mellem d. 16/7 kl. 14.40 og d. 22/7 kl. 12.10
• På L.P Bechs Vej i Risskov begået mellem d. 19/7 kl. 14.45 og d. 22/7 kl. 15.13
• På Rødkløvervej i Randers begået mellem d. 16/7 kl. 10.00 og d. 22/7 kl. 15.45
• På Krogagre i Risskov begået mellem d. 20/7 kl. 18.00 og d. 22/7 kl. 18.00