Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Brabrand - mandag den 18. januar

Profilbillede
dato

Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Vanvidsbilist standset efter færdselsindsats

Et par færdselsbetjente fra Østjyllands Politi kontrollerede fredag aften bilisternes fart på Ringvejen og de omkringliggende veje i det vestlige Aarhus. Fra omkring kl. 17.00 til 18.30 uddelte betjentene to klip i kørekortet til bilister, der kørte for stærkt på Silkeborgvej ved Birkeparken, hvor der er en fartgrænse på 50 km/t. 

Herefter holdt de en pause, inden de kl. 21.00 stillede sig klar igen på det stræk, hvor klippene var uddelt. Kort efter kom en bilist kørende med 98 km/t – han blev standset og sigtet og fik en betinget frakendelse af kørekortet. 

Få minutter senere var den gal igen, da en 35-årig mand kom drønende i sin Porsche forbi betjentene, der målte bilen til at køre mindst 115 km/t. Han blev indhentet og dirigeret ind til siden af patruljen, der tog kørekortet fra ham på stedet. 

En fartoverskridelse på over 100 procent figurerer i politiets systemer som vanvidskørsel, og det vil normalt udløse en ubetinget frakendelse af kørekortet i seks måneder. Men da den 35-årige næsten lige havde fået kørekortet tilbage efter en tidligere frakendelse, blev det doblet op til et års frakendelse. Desuden kan han se frem til en bøde på 6000 kroner. 

**

 

Halvt kilo hash fundet under ransagning af bil

En patrulje fra Østjyllands Politi fattede søndag kl. 16.15 mistanke til tre unge mænd, som sad i en bil på en tankstation på Viborgvej i Randers NV. Betjentene tog kontakt til de tre mænd på 18, 20, 21 år, og da patruljen kunne lugte hash fra bilen, blev den ransaget, og mændene visiteret. 

Gemt i bilen lå fem plader hash, der sammenlagt vejede omkring 500 gram. Der blev også fundet nogle tusinde kroner i kontanter, som sammen med hashen blev beslaglagt. Alle tre mænd blev anholdt og sigtet for narkosalg. 

**

 

Brand i rækkehus i Risskov

En familie på Flintebakken i Risskov vågnede søndag lidt før midnat ved, at der lød et brag fra bryggerset. Kort efter konstaterede de, at der var ild og røg i huset, og de skyndte sig udenfor. Familierne fra de to nabohuse løb også ud, og kort efter kom politi og brandvæsen frem. 

Branden blev hurtigt slukket, og ingen personer kom umiddelbart noget alvorligt til. Der skete dog større materiel skade på huset. 

Formentligt opstod branden ved et cykelbatteri, som lå til opladning. 

**

 

Mand uden kørekort havde hash i bilen

En 20-årig mand blev søndag kl. 16.01 standset af en patrulje, da han kørte rundt på Blomstervej i Tilst. Da han blev bedt om at vise sit kørekort, måtte han erkende, at han var frakendt kørekortet. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. 

Betjentene kunne lugte hash fra bilen, som derfor blev ransaget og gemt bag radioen, fandt patruljen noget hash og skunk. 

I den 20-åriges lomme lå nogle tusinde kroner i kontanter, og både penge og stoffer blev beslaglagt. Den unge mand blev anholdt og sigtet for narkosalg. 

**

 

Bil udsat for hærværk

En 21-årig mand opdagede søndag aften, at hans bil havde været udsat for hærværk, mens den havde stået på en p-plads på Hvidtjørnevej i Laurbjerg ved Langå. Både forruden og en siderude var knust – sandsynligvis med et jernrør, der lå på stedet. 

En patrulje kørte til stedet for at sikre spor fra hærværket, der er sket på et tidspunkt mellem kl. 16.00 og kl. 18.40 søndag. 

**

 

Sad med joint i tændt bil – sigtet for narkokørsel

En borger lagde søndag aften mærke til en bil, der i et par timer holdt tændt på en p-plads ved Skjoldhøj Kirke. Borgeren syntes det så mistænkeligt ud og ringede derfor kl. 21.00 til politiet, der fik en patrulje til at se på sagen. Da betjentene kom frem, traf de en 23-årig mand, som sad bag rattet i bilen, som stadig stod i tomgang. 

Der lugtede kraftigt af hash fra bilen, og ved siden af den 23-årige lå en joint og osede. 

Manden erkendte, at han havde siddet og røget jointen, da betjentene kom, men han nægtede at have kørt i bilen. Han havde bare lånt bilnøglen af et familiemedlem og havde sat sig ned i den for at holde varmen, mens han røg, lød forklaringen. 

Han blev dog alligevel anholdt og sigtet for narkokørsel og for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Bål udløste mindre brand

Politi og brandvæsen kørte søndag kl. 10.35 til en mindre brand i en forladt industribygning på Hviidsvej i Vorup i Randers SV. Det viste sig, at der var tændt bål inde i bygningen, og ilden havde fået fat i nogle spånplader i nærheden. 

Branden blev dog hurtigt slukket, uden der skete større skade. Der var umiddelbart ingen spor efter de personer, der havde tændt bålet på stedet. 

**

 

Tog cykel og kørte på fortovet

En patrulje på Karen Blixens Boulevard i Brabrand opdagede natten til mandag kl. 00.51, at en mand cyklede rundt på fortovet – uden lygter på. 

Da betjentene tog kontakt til den 36-årig cyklist, udbrød han med det samme, at det ikke var hans cykel. Det var en, som havde ligget ulåst tæt på Bazar Vest, forklarede han. 

Den nataktive cyklist blev sigtet for at have taget cyklen, for at køre uden lys og for at cykle på fortovet. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 13.49 skete der et færdselsuheld på Kaskelotten i Randers SØ. En 75-årig kvindelig bilist kørte op bag i en varebil, der holdt parkeret i siden af vejen. Varebilen blev ved sammenstødet skubbet op i en personbil, der holdt foran. Den 75-årige kom umiddelbart ikke noget til ved uheldet. 

Søndag kl. 15.45 skete der et færdselsuheld i krydset Blomstervej/Honningvænget i Tilst. En 22-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og blev ramt i siden af en bil ført af en 35-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 22-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Bredkær Tværvej i Egå begået mellem lørdag d. 16/1 kl. 16.00 og søndag d. 17/1 kl. 13.00
På Kirketoften i Viby begået mellem onsdag d. 13/1 kl. 18.00 og søndag d. 17/1 kl. 16.50
På Åkrogen i Grenaa begået søndag d. 17/1 mellem kl. 17.00 og kl. 19.00
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi