Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Brabrand - onsdag den 31. marts

Profilbillede
dato

Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Mange ude i det gode vejr – men med god afstand

En del mennesker var tirsdag ude i det gode påskevejr, og Østjyllands Politis patruljer havde et ekstra øje på parker, pladser og andre steder, hvor mange ofte forsamles. 

Selvom der var flere steder, der var velbesøgt, var der dog ikke anledning til at give påbud eller bøder, da folk generelt var gode til at holde sig i mindre grupper og overholde forsamlingsforbuddet. 

P.t. må man som udgangspunkt ikke være mere end 10 mennesker forsamlet i det offentlige rum, og Østjyllands Politi vil også de kommende påskedage føre ekstra tilsyn for at sikre, at restriktionerne bliver overholdt.  

**

 

Gemte hash i bilen og overlod styringen til ven uden kørekort

En patrulje fra Østjyllands Politi standsede tirsdag kl. 17.02 en bil på med to mænd på Anbækvej i Anbæk ved Hammel. Betjentene havde slået bilens nummerplade op i politiets systemer og kunne se, at bilejeren var frakendt kørekortet, og derfor dirigerede de bilen ind til siden. 

Det var dog ikke den 23-årige bilejer, der sad bag rattet. Han sad på passagersædet, mens han havde overladt styringen til sin 22-årige ven. Problemet var, at vennen også er frakendt kørekortet. Derfor blev den 22-årige sigtet for kørsel uden førerret, mens den 23-årige blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort. 

Mens betjentene stod og talte med mændene, opdagede de, at der lå noget jointpapir i bilen, og det fik dem til at visitere mændene og ransage bilen. I en lille pose i bilen lå en mindre mængde hash, som den 23-årige vedkendte sig. Han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Sigtet for at skubbe ældre mand omkuld

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 19.14 en anmeldelse om, at en 75-årig mand var skubbet omkuld på Højvænget i Odder og havde slået hovedet. Den 75-årige blødte fra baghovedet, da betjentene kom frem, men han var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. 

Han forklarede, at han havde set to mænd køre på knallert på gangstien, og dét havde han bedt dem lade være med. Herefter var mændene blevet vrede, og den ene var steget af knallerten, gået hen mod ham og havde skubbet ham bagover, så han slog baghovedet ned i asfalten. Efterfølgende kørte de to mænd fra stedet. 

Et vidne havde set, hvor knallerten kørte hen, og efter lidt søgen fandt politiet frem til en 37-årig mand, som erkendte at have skubbet manden. Han blev sigtet for vold.  


**

 

Sigtet for overfald på gaden i Randers

En patrulje kørte tidligt onsdag morgen omkring kl. 6.00 til Vestervold i Randers efter en anmeldelse om, at en mand havde overfaldet en anden mand med flere slag. 

Da betjentene kom frem, holdt to vidner fat i en 19-årig beruset mand, mens en 22-årig mand stod i nærheden og blødte fra nogle skader i ansigtet. 

Ifølge den 22-åriges forklaring havde den 19-årige hilst på ham på gaden, og da han hilste igen, var den 19-årige blevet aggressiv og truende. Flere vidner havde set den 19-årige slå den 22-årige flere gange i ansigtet, inden to mænd, der kom forbi, greb ind og tilbageholdt den 19-årige. 

Den 19-årige kunne ikke huske det store fra episoden, men han endte med at blive anholdt og sigtet for vold. Den 22-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

**

Bilist anholdt – fik seks sigtelser

Det endte med flere sigtelser, da en patrulje fra Østjyllands Politi tirsdag kl. 18.10 standsede en bil på Borup Byvej i Borup ved Randers NV. Bag rattet sad en 28-årig mand, som var frakendt kørekortet, og som virkede påvirket af stoffer. 

Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. I bilen lå en mindre mængde amfetamin, som han også blev sigtet for at besidde, og da nummerpladerne på bilen var stjålet, blev han desuden sigtet for tyveri. 

Det blev til yderligere to sigtelser, da bilen ikke var registreret eller lovpligtigt forsikret. 

**

 

Brand i container gav skader på bygning

Politi og brandvæsen rykkede tirsdag kl. 19.49 ud til en brand i en container i en baggård på Nørre Allé i Aarhus C. Ilden blev hurtigt slukket, men containeren nåede at brænde ud, og varmen havde været så kraftig, at der var sprunget en rude i den nærliggende bygning, og der var sodskader på muren. 

Det var umiddelbart ikke muligt at fastslå en brandårsag, men et vidne havde i forbindelse med branden set fire mørkklædte drenge løbe fra stedet, og Østjyllands Politi har derfor en mistanke om, at branden er påsat. 

**

Sigtet efter hashfund

Et tip førte natten til onsdag kl. 1.13 politiet til en adresse i Stavtrup ved Viby, hvor tre mænd befandt sig. Mændene havde ikke videre lyst til at åbne døren for betjentene, der dog endte med at komme ind på adressen, som blev ransaget. 

Under ransagningen fandt politiet flere salgsposer med hash, og en 32-årig mand blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Dyrbyvej i Gassum ved Spentrup begået mellem fredag d. 26/3 kl. 15.00 og søndag d. 28/3 kl. 17.00
På Byleddet i Brabrand begået tirsdag d. 30/3 mellem kl. 12.30 og kl. 14.10
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi