Brabrand er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.30
Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl.10.30 en 24-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for narkosalg.
Den 24-årige blev anholdt onsdag formiddag på en adresse i det nordlige Aarhus, hvor Østjyllands Politis specialpatrulje fandt omkring et halvt kilo kokain og en del salgsposer. Desuden fandt betjentene en springkniv, som den 24-årig også er sigtet for at besidde.
**
Ung kvinde kedede sig og begik hærværk
Natten til torsdag kl. 00.30 gik alarmen i 7-Eleven på Randers Station, og en patrulje kørte derfor hurtigt til stedet. Betjentene opdagede, at den ene dør ind til opholdsrummet på stationen var brudt op, ligesom nogen havde forsøgt at bryde døren ind til 7-Eleven op.
Patruljen gik lidt rundt på stationen, og på den ene perron, mødte de en 18-årig kvinde og en jævnaldrende mand. Da betjentene fik mistanke til, at de kunne være gerningsmændene, kontaktede de DSB og bad dem kigge overvågningsbillederne igennem. Medarbejderen hos DSB fandt billederne frem, hvor man tydeligt kunne se, at det var den 18-årige, der havde sparket døren ind.
Den 18-årige erkendte nu, at det var hende, der havde sparket og ødelagt døren både ind til opholdsrummet og til 7-Eleven. Hun forklarede, at hun og vennen var kommet ind med toget og havde kedet sig, og det var årsagen til hendes handling.
Hun endte med at blive sigtet for hærværk, og både hun og vennen blev bortvist fra stationen. Der venter muligvis også kvinden et erstatningskrav for de ødelagte døre.
**
Narkohund fandt barnebarns hash ved et tilfælde
En ransagning efter stoffer på en adresse i det nordlige Aarhus førte onsdag formiddag til et uventet fund. Politiet havde en narkohund med under en ransagning af et kælderrum, som tilhørte en mand, der var sigtet i en narkosag.
Narkohunden fattede dog undervejs interesse for et helt andet rum i samme bygning. Da hunden blev ved med at markere ved rummet, klippede betjentene låsen over og foretog en ny ransagning.
I en plasticpose lå flere salgsposer med hash og skunk, og betjentene gik derfor op til lejligheden hos en ældre kvinde, som kælderrummet tilhørte. Hun blev i første omgang sigtet i sagen, men hun forklarede, at posen tilhørte hendes barnebarn, som for omkring to år siden havde boet på adressen.
Hun havde lagt posen i kælderen, da han havde glemt den, da han var flyttet.
Politiet tog kontakt til det 20-årige barnebarn, og han erkendte, at posen var hans. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg – og sigtelsen blev droppet mod hans bedstemor.
**
Ældre kvinde snydt af tricktyv
En 95-årig kvinde fra Aarhus V blev onsdag omkring middagstid snydt, da en mand ringede til hende og udgav sig for at være fra hendes bank. Han lokkede kvinden til at udlevere sin pinkode, og kort efter mødte en mand op ved hendes lejlighed og bad om hendes dankort, da banken skulle bruge det.
Kvinden udleverede kortet, og kort efter blev der hævet en del tusinde kroner på det.
Giv aldrig dine personfølsomme som NemID eller pinkode væk. En bank eller offentlig myndighed vil aldrig bede om dit dankort eller koder på den måde, og vil heller ikke møde fysisk op for at hente dit kreditkort.
Tag eventuelt en god snak med dine ældre familiemedlemmer om, at de skal forholde sig skeptisk til folk, der ringer til dem og udgiver sig for at være fra banken eller lignende.
**
Mindre brande i Hammel – formentligt påsat
En borger i Hammel opdagede onsdag omkring kl. 18.00, at der stod mindre flammer op fra en bænk i ventesalen på rutebilstationen. Det viste sig, at der var ild i nogle aviser på bænken, og borgeren fik hurtigt slukket branden ved at trampe på aviserne.
En patrulje på stedet konstaterede, at der var kommet nogle mindre sodskader på bænken og gulvet efter branden. Mens betjentene var på rutebilsstationen, fik de en melding om, at brandvæsnet var i færd med at slukke en containerbrand på Sallvej 18 cirka 300 meter derfra.
Da patruljen kom frem, havde brandvæsnet slukket ilden, der havde nået at ødelægge containeren og forårsage mindre skader på det affaldsskur den stod i.
Østjyllands Politi formoder, at begge brande er påsat og hører gerne fra vidner, som har set nogle mistænkelige personer eller køretøjer på gerningsstederne onsdag aften.
**
Anholdt og sigtet for indbrud i garage
En beboer på Bækkelundsvej i Randers NØ opdagede tidligt torsdag morgen kl. 5.51, at en fremmed mand var brudt ind i hans garage og var i færd med at stjæle noget el-værktøj.Beboeren tilbageholdt manden, mens hans kone fik ringet til politiet. En patrulje kom kort efter frem og anholdt den 48-årige mand, som var brudt ind i garagen. Han blev sigtet for indbrud.
**
Stjal varer fra butikslager
En 56-årig mand blev onsdag omkring kl. 17.50 taget på fersk gerning i færd med at slæbe varer ud fra lageret i Fakta på Solbjerg Hedevej i Solbjerg. En mand havde holdt en ekspedient hen med snak, og imens havde den 56-årige sneget sig ind på lageret, hvor han tog en kasse med flere kartoner cigaretter og noget tobak.
Han blev dog opdaget af noget personale, lige da han gik ud af butikken med kassen. Han blev tilbageholdt, mens manden, der havde snakket ved kassen, hurtigt forsvandt fra stedet.
Den 56-årige blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
**
Biler på samme gade udsat for indbrud
Østjyllands Politi fik onsdag morgen en anmeldelse om et indbrud i en bil på Kalmargade i Aarhus N. En 32-årig mand var kommet ud til sin bil, som i løbet af natten havde fået knust den ene rude, hvorefter handskerummet var rodet igennem. Det viste sig, at der var begået indbrud i 7-8 andre biler på samme vej.
Umiddelbart var der kun stjålet noget i få af bilerne.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig lader værdier ligge fremme i bilen, og heller ikke lader tasker stå fremme.
**
Oliventyv havde knive på sig
Personalet i SuperBrugsen på Vesterbro Torv i Aarhus opdagede onsdag omkring kl. 16.30, at en mand forsøgte at gå ud af butikken med nogle varer, han ikke havde betalt for.
En vagt tilbageholdt den 54-årige mand, som viste sig at have stjålet to bægere peberrod og et glas oliven. Da vagten også fandt nogle knive i mandens taske, blev politiet tilkaldt.
Den fremmødte patrulje beslaglagde i alt fire forskellige typer knive, som manden havde i lommerne og i tasken, og han blev anholdt og både sigtet for butikstyveri og for overtrædelse af knivloven.
**
Mand anholdt efter specialpatruljens fund
Et tip fik Østjyllands Politis specialpatrulje til torsdag omkring kl. 11.00 at ransage en adresse i Risskov. På stedet fandt betjentene adskillige salgsposer med hash og skunk, som alle blev beslaglagt.
Den 20-årige mand, som bor i lejligheden, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
**
Færdsel
Onsdag kl. 11.50 skete der et færdselsuheld i krydset Ådalsvej/Navervej i Hinnerup. En 60-årig kvindelig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 83-årig mand, som kom cyklende ligeud. Cyklisten blev kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Onsdag kl. 14.20 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Logistikparken i Brabrand.
Onsdag kl. 16.40 blev en 76-årig mandlig bilist anholdt af landbetjenten på Samsø og sigtet for narkokørsel.
Onsdag kl. 17.00 blev en 23-årig mandlig bilist standset på Åby Ringvej i Brabrand og sigtet for at køre uden førerret. Den 23-årige var kørende i sin 22-åriges søsters bil, og da det var fjerde gang, at søsteren havde lånt sin bil ud til en person uden kørekort, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.
Onsdag kl. 20.15 blev en 49-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Jernbanegade i Allingåbro. Da hun gentagne gange råbte forskellige skældsord af betjentene, blev hun også sigtet for at fornærme politiet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Ladefogedvej i Aarhus N begået onsdag d. 10/3 mellem kl. 13.15 og kl. 14.40