Torsdag kl. 14.59 observerede en patrulje fra politiet en personbil på Viborgvej i Hasle, hvis ejer, en 22-årig mand, var idømt kørselsforbud. Da patruljen standsede bilen, blev den 22-årige sigtet for kørsel uden førerret.
På passagersædet sad en 23-årig mand, der virkede meget nervøs ved politiets tilstedeværelse. En kraftig lugt af hash fra de åbne bildøre førte til, at politiet foretog en ransagning af bilen. Her fandt de flere salgsposer med hash og skunk samt et kontant beløb. Begge mænd blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
Under efterforskningen blev politiet opmærksomme på en adresse i Brabrand, hvor den 23-årige mand havde bopæl. Ved en efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet adskillige salgsposer med skunk samt et større kontant beløb. Den 23-årige blev også her sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.