BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du ambitioner og mod til at stå i spidsen for en stor skole i vækst?
Kan du holde fokus på den faglige udvikling af livsmodige og livsduelige børn?
Vil du samarbejde med en engageret personalegruppe om at skabe en god hverdag for børn og voksne? - så læs med her!
Vi tilbyder et spændende skolelederjob!
- En skole i vækst, som er lokalområdets folkeskole og det naturlige førstevalg
- En mangfoldig og skøn børnegruppe, som generelt er glade for at gå i skole
- En engageret og fagligt dygtig medarbejdergruppe, som vil skole, børn og forældre _
- Et velfungerende og samstemt lederteam, som glæder sig til at samarbejde med dig
- En engageret og ambitiøs skolebestyrelse, som bakker op og tager medansvar for skolens udvikling
- Et Børn og Unge, som er i gang med at etablere en ny stærk skolesektor og lokale klyngesamarbejder
Om jobbet som skoleleder
Som ny skoleleder på Engdalskolen skal du kunne se et spændende potentiale for skolens videre udvikling på flere fronter.
Det stigende børnetal udfordrer kapaciteten og det betyder, at skolens fysiske rammer inden for de kommende år skal udvides. Der er sideløbende et behov for at overveje, hvilken organisering, der fremadrettet skal være for skolens ledelse og medarbejdere, når skolen vokser. Samtidig er der brug for at fastholde fokus på, hvordan vi bedst muligt understøtter kerneopgaven.
Du skal stå i spidsen for skolens visioner og strategier samt tage ansvar for, at skolens ressourcer prioriteres og anvendes til at sikre størst mulig kvalitet i opgaveudførelsen.
Årligt tilbagevendende opgaver er skoleårets planlægning med fagfordeling, opgave- og arbejdsbeskrivelser, personaletilpasning, beskrivelse af udviklings- og indsatsområder samt evaluering af vores resultater.
Som skoleleder har du det overordnede personaleansvar og udstikker i samarbejde med skolebestyrelsen, lederteamet og medarbejderne rammer og retning for skolens virke og udvikling i overensstemmelse med Folkeskoleloven og Børn og Unges politiske beslutninger.
Som skoleleder er du et vigtigt bindeled mellem skolen og Børn og Unge. Børn og Unge har igangsat en ny organisering, som samler ledelsen af dagtilbud, skoler og UngiAarhus i en sektororganisering. Samtidig etableres lokale 0-18 års klyngesamarbejder. Som ny skoleleder på Engdalskolen skal du være med til at etablere en ny stærk skolesektor i Børn og Unge og udbygge det lokale 0-18 års klyngesamarbejde og samtidig varetage Engdalskolens interesser.
Om dig som vores nye skoleleder
Du er skolemenneske og står solidt på dine fødder – fagligt og værdimæssigt.
Derudover forventer vi at du:
- Har ambitioner og visioner for skolens videre udvikling – med afsæt i de værdier og traditioner, som kendetegner Engdalskolen.
- Engagerer og involverer lederteam, medarbejdere og skolebestyrelse i udviklings- og beslutningsprocesser, som fastholder fællesskabet om Engdalskolen.
- Træffer velbegrundede beslutninger og kommunikerer retning, så det giver mening i forhold til både de overordnede visioner og den daglige praksis på Engdalskolen.
- Har organisatorisk og økonomisk overblik og kan sikre en fortsat sikker drift for Engdalskolen.
- Har en åben og nysgerrig tilgang til at sikre trivsel og arbejdsglæde for både voksne og børn på Engdalskolen.
Om Engdalskolen
Engdalskolen ligger i den gamle del af Brabrand. Tæt på søen, kirken og med idrætspladsen som nærmeste nabo. Skolen har en stærk lokal forankring og er det naturlige valg for lokalområdets forældre. De støtter og bakker op om skolen som en vigtig del af lokalsamfundets identitet. Herunder skolens veldrevne SFO, som 99 % af børnene tilvælger. Engdalskolen huser i dag mere end 1000 elever, og børnetallet er fortsat stigende. Børnene afspejler i deres mangfoldighed den generelle befolkningssammensætning i Aarhus Kommune.
Med afsæt i folkeskolens formål er det skolens værdigrundlag og ambition at bidrage til dannelsen af livsmodige og livsduelige børn indenfor fællesskabets ramme. Skolen har en række traditioner og fællesarrangementer og har bl.a. fastholdt lejrskole for 5. årgang og 9. årgang samt sommerkoloni for børnene i SFO. Det prioriteres, at børnene stifter bekendtskab med de kulturelle tilbud i Aarhus, fx teater- og museumsbesøg og samarbejde med ULF (Ud & Lær) i Aarhus. Også cykelturen ind til byen indgår som en del af ambitionen om at fremme den almene dannelse og livsduelighed.
Engdalskolens cirka 30 pædagoger og 70 lærere er de daglige kulturbærere og garant for et højt fagligt niveau i SFO og undervisning. Medarbejderne har et stort ejerskab til skolen og demokratiske processer med inddragelse og faglige drøftelser bydes velkommen.
Skolens lederteam består udover skoleleder af en pædagogisk leder for 0. til 4. årgang, en pædagogisk leder for 5. til 9. årgang, en pædagogisk leder for SFO'en. Derudover er der tilknyttet en administrationsleder som skolen samarbejder tæt med. Det er et godt og tæt samarbejdende lederteam, som tegner skolen både internt og eksternt. Dialogen i teamet er præget af åbenhed – både formelt og uformelt, hvor glæde og engagement bliver en værdi for den måde vi går ind i samarbejdet på. Trods et stort ledelsesspænd og en travl hverdag bestræbes det, at medarbejderne oplever ordentlighed og at der er ledelse tæt på.
Engdalskolens skolebestyrelse er ambitiøs på skolens og elevernes vegne, og de bakker op og tager medansvar for skolens aktiviteter og udvikling.
Krav til stillingen
Du er læreruddannet og har erfaring med ledelse fra skoleverdenen.
Du har relevant lederuddannelse.
Hvis du ikke har erfaring med ledelse af ledere, er du klar til at tage det næste skridt og har potentialet til det.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til Aarhus Kommune og har en god forståelse for økonomi og administration.
Hvis du vil vide mere
Engdalskolen: Engdalskolen (aarhus.dk)
Skole og fritid i Børn og Unge: Det Vi Gør (aarhus.dk)
Ledelse i Børn og Unge: Ledelse (aarhus.dk)
Stærkere læringsfællesskaber i Børn og Unge: Stærkere Læringsfællesskaber (aarhus.dk)
Hvis du har spørgsmål til stillingen eller vil du besøge Engdalskolen, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Peter Madsen på tlf. 4185 5135. Du er også velkommen til at ringe til din Børn og Ungechef Stefan Møller Christiansen tlf. 6119 4496.
Løn og ansættelse
Der er tale om en fuldtidsstilling. Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Skoleledere ansættes i Børn og Unge som tjenestemænd. Derudover indplaceres du efter gældende forhåndsaftale, som er indgået med Aarhus Skolelederforening. Der er tale om en stilling uden højeste tjenestetid, som aktuelt aflønnes på trin 51 og med et årligt tillæg på 83.000 kr., svarende til ca. 770.000 kr. årligt i nutidskroner.
Der kan indhentes børneattest samt straffeattest.
Vi håber, du kan starte den 1. februar 2024.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Du sender din ansøgning og bilag elektronisk senest tirsdag den 5. december 2023. Den 7. december udvælges de kandidater, der inviteres til samtale. Første samtalerunde afholdes den 11. december fra kl. 14. Der anvendes færdighedstest og personlighedstest i rekrutteringsprocessen. Testinterview foregår enten den 14. eller 15. december. Anden samtalerunde afholdes den 19. december fra kl. 14.
I ansættelsesudvalget vil du møde hele Engdalskolens lederteam samt repræsentanter for medarbejdere og skolebestyrelse. Børn og Ungechef Stefan Møller Christiansen er ansættende leder.
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, Hovedgaden 5, 8220 Brabrand
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5939340